Alfa Laval skal hjælpe kinesiske containerskibe med at sejle på metanol
En kinesisk skibsejer har hyret Alfa Laval til at klargøre fire nye skibe til at sejle på metanol.
Svenske Alfa Laval, som producerer bl.a. udstyr og teknologi til skibe, skal installere såkaldte FCM Metanol-systemer på fire store, kinesiske containerskibe.
Det fremgår af en meddelelse, som ikke afslører, hvilket kinesisk rederi der er tale om.
De fire skibe er ved at blive bygget på kinesiske værfter og vil få leveret systemerne til at sejle på metanol i løbet af 2024.
”Vi er beærede over at være blevet valgt til at levere metanolbrændstofsystemer til disse banebrydende metanol-drevne skibe,” siger Viktor Friberg, chef for Marine Separation og Fuel Supply Systems hos Alfa Laval.
Som led i den grønne omstilling af shippingbranchen har de store rederier lagt et voksende antal bestillinger hos værfterne på skibe, der kan sejle på det grønne brændstof metanol.