
Det familieejede MSC, som tidligere i år overhalede Maersk som verden største containerrederi, investerer så kraftigt i en udvidelse af flåden af containerskibe, at alene den aktuelle ordrebog på nye skibe svarer til størrelsen på tyske Hapag-Lloyd.
Det skriver Sea-Intelligence, der har kigget på MSC’s ordrebog.
MSC har aktuelt bestilt nye containerskibe med kapacitet på mere end 1,7 mio. teu, og det alene svarer til størrelsen på verdens femte største containerrederi, det tyske containerrederi Hapag-Lloyd.
Hvis man lægger MSC’s eksisterende flåde sammen med ordrebogen vil det schweizisk-italienske containerrederi samlet set råde over 5,7 mio. teu.
De 5,7 mio. teu svarer tilfældigvis til den kapacitet, som MSC og Maersk havde til sammen, da de etablerede 2M-alliancen for kun seks år siden, skriver Sea-Intelligence.
Relativt har de mindre containerrederier Zim og Wan Hai dog større ordrebøger. Zims ordrebog svarer til 85 pct. af rederiets eksisterenee flåde. For Wan Hai gælder det 77 pct. af den eksisterende flåde.
Men selv om containerrederierne generelt har bestilt mange nye skibe, vurderer Sea-Intelligence ikke, at tallene alene skal læses som vækstambitioner.
”Generelt skal en stor ordrebog mere ses som et tegn på flådefornyelse end som vækstambitioner - selv om undtagelser selvfølgelig finder sted fra tid til anden,” pointerer analysehuset.
FMC får bedre mulighed for at overvåge containeralliancer og deres prissætning
Evergreen og CMA CGM driver væksten i kapacitet på ruter mellem Asien og Europa