ShippingWatch

Maersk overvejer ejerskab af containerfabrik

Topchef Søren Skou bekræfter, at Maersk har sat gang i en proces for at undersøge de strategiske muligheder for Maersk Container Industry. Containerdivisionen er tidligere blevet rygtet som et muligt salgsemne.

Foto: Maersk Container Industry/PR

A.P. Møller-Mærsk overvejer ejerskabet af sin containerforretning Maersk Container Industry, fortæller administrerende direktør Søren Skou på selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag.

Her bekræfter han, at Mærsk har sat gang i en proces for at undersøge de strategiske muligheder for selskabet.

Det var Bloomberg News, der tilbage i marts første gang skrev, at Maersk overvejede at skille sig af med sin containerforretning.

Maersk Container Industry har over de seneste år været igennem en stor omstilling, hvor fabrikker er blevet lukket og store dele af de ansatte er blevet afskediget. Forretningsenheden fokuserer i dag på produktion af kølecontainere, som bruges til at transportere fødevarer.

Også Maersk Supply Service kan på et tidspunkt få nye ejere. Maersk har som en del af sin transformation tidligere undersøgt mulighederne for at skille sig af med Maersk Supply Service, men det endte uden succes. Derfor er selskabet siden blevet betragtet som en del af den forsættende forretning, men det kan nu ændre sig.

"Vi vil fortsætte med at optimere forretningen, indtil den på et tidspunkt skilles ud," siger Søren Skou på kapitalmarkedsdagen.

Stigende aktivitet i første kvartal

Maersk Container Industry så sin omsætning stige til 199 mio. dollar i første kvartal fra 124 mio. dollar i samme periode sidste år. Driftsresultatet (ebitda) går frem til 25 mio. dollar fra 14 mio. dollar sidste år.

I et interview med ShippingWatch meldte Maersk Container Industrys CEO Sean Fitzgerald tidligere på året om en fyldt fabrik og et stærkt marked for kølecontainere.

"Maersk Container Industry havde et stærkt kvartal for bookinger, der bidrager til en meget solid ordrebog," skrev gruppen i regnskabet offentliggjort i sidste uge,

Maersks formand Jim Hagemann Snabe sagde på den årlige generalforsamling tidligere på året, at Maersk har "optimeret Maersk Container Industry over de seneste to år. Vi har lukket en fabrik i Chile og faktisk gjort produktionen lønsom og fokuseret på reefer-delen," lød det.

"Om vi er de rigtige ejere, det må fremtiden vise. Det er klart, at de ikke indgår i så tæt en synergi som de øvrige dele af vores tre forretningsområder," sagde Snabe ved den lejlighed.

Maersk Container Industry udbygger ordrebogen 

Snabe om Maersks containerfabrik: Fremtiden må vise, om vi er de rigtige ejere

Maersk-selskab har halveret staben, lukket to fabrikker og skåret forretningen til: "Det var ikke nemme beslutninger" 

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Uenighederne sejrede, da IMO's miljøkomité forsøgte at skabe konsensus om nye klimaindsatser inden for skibsfarten. Maersk er frustreret. En stort tænkt, men kritiseret metanolfabrik i USA med Hafnia som medinvestor smuldrer. Springer konkurrenterne på Maersks Tradelens blockchain-projekt, der nu rulles ud i Kina?

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs