MSC-skib taber containere på vej mod Kina

Det stormfulde vejr på Stillehavet har nu også ført til uheld for schweizisk-italienske MSC, der kan tilføjes til listen over rederier, der har set containere falde over bord i de seneste måneder.
Skibet MSC Aries har ifølge opkrævningsfirmaet WK Webster tabt 41 containere, der faldt i vandet omkring 29. januar i år.
Hvor både ONE og Maersk er blevet ramt på vej mod USA fra Kina, skete ulykken for MSC-skibet i den modsatte retning. MSC Aries er sejlet ud fra Long Beach i USA og havde retning mod Kina.
Ifølge WK Webster er det endnu uvist, om flere containere er blevet beskadiget af hændelsen.
MSC bekræfter over for ShippingWatch, at "et begrænset antal" tomme containere er blevet ramt. Samtidig tyder de tidligere rapporteringer på, at intet af selve lasten er blevet påvirket.
"MSC arbejder tæt sammen med de nødvendige parter og myndigheder for at sikre, at skibet kan lægge til kaj i havnen i Ningo d. 3 eller omkring d. 3 februar og med udsigt til at undersøge tilstanden for beskadige containere ombord, samt det fremtidige arbejde," skriver rederiet.
Arbejdet forventes at tage noget tid og kan formentlig komme til at påvirke skibets sejlplan.
"MSC er meget ked af den ulejlighed, hændelsen måtte medføre, og vil gøre sit bedste for at hjælpe sine kunder," lyder det.
MSC sejler i 2M-alliancen sammen med Maersk.
Opdateret kl. 8.12 med bekræftelse fra MSC.
Maersk-skib er det seneste eksempel på opsigtsvækkende containertab i Stillehavet