Maersk forbereder sig på et farvel til historisk høje rater i første halvår

Det glohede containermarked med historisk høje rater vil aftage i løbet af første halvår, forventer Maersks topchef Vincent Clerc. Om det bliver i første eller andet kvartal, tør han ikke spå om.
Foto: PR / Maersk
Foto: PR / Maersk

Verdens største containerrederi, danske Maersk, forventer, at det glohede containermarked vil dampe af i løbet af første halvår.

Men om det bliver om få uger eller først engang i andet kvartal, tør Maersk-topchefen Vincent Clerc ikke spå om.

"Det kommer sandsyndligvis til at stilne af i løbet af første halvår. Om det bliver i februar eller i april eller maj, ved vi ikke, og derfor er vi forberedt på at blive ved med at arbejde, sådan som det er nu, eller begynde at justere, når det normaliserer sig igen," siger Vincent Clerc, CCO i Maersk og direktør for Ocean & Logistics.

Inden jul kom topchefen i Maersks konkurrent Hapag-Lloyd med en forudsigelse om, at det stærke marked med høje rater vil fortsætte ind i andet kvartal.

Så skråsikker er Maersk ikke, fordi en normalisering af markedet ifølge Vincent Clerc især afhænger af, hvor hurtigt den globale økonomi åbner igen, og hvor hurtigt forbrugerne kan vende tilbage til tidligere forbrugsmønstre.

Maersk arbejder derfor ud fra flere scenarier, fortæller han.

"Man bliver nødt til at være parat til at arbejde effektivt, hvis det stilner af i næste uge eller om tre måneder, så skal vi være parat til at følge den trend. Vi har ikke kontrol over det," siger han.

"Der eksisterer ikke nok containere i verden"

Foruden de historisk høje fragtrater kæmper containermarkedet i dag med en alvorlig mangel på containere til at fragte varer rundt i verden til stor frustration for afskibere og speditører.

Vincent Clerc fortæller, at situationen er opstået på grund af en "enorm høj" efterspørgsel i tredje og fjerde kvartal sidste år.

"Det har betydet, at der ikke eksisterer ikke containere nok i verden til at håndtere den efterspørgsel, der er i dag," siger han og tilføjer:

"Det er ikke, fordi de hober sig op de forkerte steder. Alle skibe, der kan sejle lige nu, er ude at sejle og alle de containere, der har plads til varer, er på et skib og er ved at blive transporteret. Leasingfirmaerne har ingen containere på lager. Vi har leaset, produceret og bestilt," siger Vincent Clerc.

Maersk-topchefen kalder det overraskende, at situationen har været uændret, uanset om økonomierne har været lukket ned eller åbnet.

"Så der vil være pres på i nogle uger endnu. Så må vi se efter det kinesiske nytår, hvor vi igen begynder at få skøn over kundernes bestillinger," siger Vincent Clerc.

Mærker ingen effekter af nye nedlukninger

Senest er store dele af Europa, herunder Danmark, blevet ramt af nye nedlukninger, efter at især en muteret coronavirus fra Storbritannien har spredt sig.

Hos Maersk mærker man dog ikke nogen effekter af de nye nedlukninger endnu, fortæller Vincent Clerc.

"Indtil videre er det ikke noget, vi kan se. Vi ved ikke, om den tredje nedlukning kommer til at forlænge det høje niveau, fordi folk er mere hjemme og shopper mere på Amazon og Zalando, eller om det vil forkorte den, fordi økonomien har det svært. Det er meget svært at forudse," siger han.

Traditionelt aflyser containerrederierne flere sejladser op mod det kinesiske nytår, men det kommer ikke til at ske i år, hvor der kun vil være tale om meget få aflyste sejladser, siger Vincent Clerc.

"Sådan som det er nu, er efterspørgslen så høj, at der vil være efterspørgsel nok til, at vi skal laste mere i de to uger, som det kinesiske nytår varer. Det andet er, at vi har brug for skibe til at hente containere i USA og Europa til at hente dem til Asien," siger han.

"Det er tid til at tage kontrol over ens globale forsyningskæde"

Bjørn Vang ser stigninger i lange container-kontrakter på op mod 50 procent

Amerikansk pres får Maersk til at handle på logistikproblemer i glohedt containermarked  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også