ShippingWatch

Rater på containerfragt fortsætter op i lidt lavere tempo

Det samlede SCFI-indeks steg 4,3 pct., og dermed blev stigningstakten halveret fra sidste uges fremgang. På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Maersk dominerer sammen med MSC, steg prisen med 6,0 pct.

Foto: Maersk Triple-E/Kontraframe.dk

Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden fortsætter i vejret for 10. uge i streg, hvor det igen Europa-ruterne der trækker mest op i indekset.

Det viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.

Det samlede SCFI-indeks steg 4,3 pct. til 2411,82, og dermed blev stigningstakten halveret fra sidste uges fremgang på 8,6 pct.

På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk dominerer sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, steg prisen med 6,0 pct. eller 176 dollar til 3124 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Det er det højeste niveau siden mindst 2012, hvor Ritzau Finans' database startede. Væksten på 6,0 pct. er også en opbremsning i forhold til de seneste ugers markante stigninger på 24,2, 13,5 og 27,2 pct.

En forbedret balance i markedet har siden foråret været med til at understøtte raterne. Under coronakrisen har rederierne nemlig reduceret kapaciteten, mens efterspørgslen samtidig har overrasket positivt.

På den anden store rute mellem Asien og den amerikanske vestkyst faldt raterne i denne uge med 48 dollar til 3900 dollar per fyrrefodscontainer (feu).

Maersks nye finansdirektør: "Pengene brænder ikke i vores lommer"

Overophedet containermarked får CMA CGM til at indsætte flere skibe

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere