ShippingWatch

Maersk efter nyt logistikopkøb: "Vi skal ikke have noget, der er for bredt og stort"

Maersks ambition om at udbygge de landbaserede forretninger går delvist gennem opkøb. Men rederiet vil ikke købe noget, "der er alt for bredt og stort", siger Vincent Clerc til Børsen oven på gårsdagens køb af svensk toldbehandlingsfirma.

Foto: PR/Maersk

Med opkøbet af toldbehandlingsfirmaet KGH Customs Services for 1,8 mia. kr. bygger Maersk videre på sin ambition om at udbygge de landbaserede forretninger.

Opkøbet er samtidig et godt eksempel på, at Maersk ikke kommer til at foretage store milliardopkøb i koncernens historiske transformation fra konglomerat til et integreret transport- og logistikselskab, siger Vincent Clerc, direktør for ocean & logistics i Maersk, til Børsen.

"Vi leder efter platforme, som vi kan tage ind i Mærsk og hjælpe os med at vokse. Vi skal ikke have noget, der er alt for bredt og stort, for så ender vi med at få en masse ting med i handlen, som vi ikke har brug for," siger Vincent Clerc til Børsen.

Opkøbet er det tredje inden for logistik, siden Maersk udmeldte en målsætning om at tjene halvdelen af sine penge på land inden 2023.

Det skal bl.a. ske gennem såkaldte bolt on opkøb i logistik, som kan kobles på en del af den allerede eksisterende forretning, men som med ét vil øge markedsandelen på området markant.

Tidligere har Maersk købt amerikanske Performance Team i en handel til 3,7 mia. kr. og Vandegrift for et uoplyst beløb.

Tilbage i maj fortalte topchef Søren Skou, at Maersk fortsat var på jagt efter opkøb i logistik på trods af den igangværende coronakrise, som også kan indeholde muligheder på den front. Det hænger sammen med, at de fleste potentielle opkøb er blevet billigere under krisen, hvor mange selskaber har svært ved at tjene penge.

Maersk syvdobler omsætning fra toldarbejde med nyt opkøb

Maersk køber svensk logistikselskab i milliardhandel

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere