ShippingWatch

APL-skib har tabt mindst 40 containere i havet ud for Sydney

Et containerskib tilhørende CMA CGM-ejede APL har tabt mindst 40 containere i havet ud for Sydney. Det er anden gang, at skibet mister containere i havet ud for Australien.

Video fra de australske søfartsmyndigheder af APL England. Foto: Amsa/Reuters/Ritzau Scanpix

Et containerskib fra det Singapore-baserede containerrederi APL har tabt mindst 40 containere i havet ud for Sydney, Australien. Det skriver Reuters.

Containerskibet APL England mistede søndag fremdriftskraft, da det havnede i et uvejr godt 73 kilometer sydøst for Sydney på en rejse fra Ningbo i Kina.

Efterfølgende spottede de australske søfartsmyndigheder, AMSA, flere containere og rester i havet, men på grund af dårligt vejr var det ikke muligt at bjærge dem.

"Indledende beregninger fra i går antyder, at hvis der er flydende containere eller rester, vil det formentlig skylle i land nord for Sydney," udtaler AMSA i en meddelelse.

Yderligere 74 containere på dækket af APL England blev skadet i uvejret, mens ni containere ragede ud over skibets sider, tilføjer AMSA.

Det er anden gang, at APL England taber last i havet i Australien. Første gang var i 2016, hvor containerskibet mistede 37 containere i Den Australske Bugt.

APL er ejet af franske CMA CGM og havde indtil sidste år danske Lars Kastrup som øverste chef.

Containerrederier kan have aflyst for mange sejladser

Nyt Maersk-skib ramt af coronavirus

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere