ShippingWatch

Kokain til en værdi af en milliard dollar beslaglagt på MSC-skib

De amerikanske myndigheder har fundet flere tons kokain på et MSC-skib med en anslået markedsværdi på en mia. dollar. To besætningsmedlemmer har tilstået rolle i sagen, fremgår det af retsdokumenter.

Ritzau Scanpix/AFP/Dominick Reuter
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Dominick Reuter

De amerikanske myndigheder har beslaglagt flere tons kokain med en anslået markedsværdi på en mia. dollars på et skib tilhørende MSC.

Fundet blev gjort på skibet MSC Guyana, da amerikanske myndigheder mandag foretog en razzia på skibet, da det ankom til havnen i Philadelphia i USA. Skibet havde forinden været i Chile, Panama og Bahamas

De amerikanske myndigheder oplyser, at flere besætningsmedlemmer er blevet anholdt og sigtet i sagen.

Andenstyrmand tilstår rolle

Af retsdokumenter i sagen fremgår det, at skibets andenstyrmand har tilstået at have hjulpet med at få kokainen om bord på skibet.

"Efter at have forladt Peru på den nuværende rejse, fik han et opkald fra overstyrmanden om at komme ned på dækket, hvor han så flere net på havnesiden af skibets kran. (Han, red.) og ca. fire andre personer, hvoraf nogle af dem bar elefanthuer, hjalp til med at skubbe net mod lastrum syv og otte på skibet," har andenstyrmanden forklaret de amerikanske myndigheder ifølge retsdokumenterne.

Andenstyrmanden har ifølge retsdokumenterne fortalt, at han var klar over, at pakkerne indeholdt stoffer, men han vidste ikke, hvilke der var tale om.

Han har samtidig fortalt, at han blev betalt 50.000 dollar af skibets overstyrmand for sin rolle i sagen.

Desuden påstår han ifølge forklaringen til de amerikanske myndigheder, at flere besætningsmedlemmer har været involveret.

Af retsdokumenter fremgår det da også, at et andet medlem af skibets besætning har tilstået at have hjulpet med at laste kokainen på skibet. Til de amerikanske myndigheder har han forklaret, at han fik 50.000 euro af andenstyrmanden for at hjælpe med at laste kokainen.

De amerikanske myndigheder mener desuden, at MSC-skibet i mindst to tilfælde blev opsøgt af mindre både, som afleverede pakker med ulovlige stoffer, da det var på vej mellem Chile og Panama.

MSC arbejder tæt sammen med myndigheder

MSC udtaler i en meddelelse, at rederiet tager sagen "meget alvorlig".

"Desværre bliver shipping- og logisitikselskaber fra tid til en anden påvirket af ulovlig handel. MSC har en lang historie om samarbejde med de amerikanske myndigheder for at hjælpe med at stoppe ulovlig narkohandel og arbejder tæt sammen med de amerikanske told- og grænsemyndigheder (CBP)," skriver MSC.

Rederiet oplyser videre, at det vil arbejde sammen med myndigheder og industrigrupper verden over for at forbedre sikkerheden for den internationale forsyningskæde.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere