ShippingWatch

OECD sænker sine forventninger til verdensøkonomien

Organisationen OECD sænker nu sine vækstestimater for verdensøkonomien. "Den globale vækst fortsætter med at tabe momentum," lyder vurderingen.

Foto: Ritzau Scanpix/Aly Song

Ekspansionen i verdensøkonomien taber momentum, fremgår det af en ny prognose fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, som særligt har skåret i vækstestimaterne for eurolandene.

Væksten i verdensøkonomien ventes nu at aftage til 3,3 pct. i 2019 fra 3,6 pct. i 2018, fremgår det af rapporten, OECD Interim Economic Outlook.

Det er en nedrevidering på 0,2 procentpoint i forhold til organisationens estimater tilbage i november. Forventningerne til væksten i 2020 er endvidere skåret ned med 0,1 procentpoint til 3,4 pct.

"Den globale vækst fortsætter med at tabe momentum under forøget politisk usikkerhed, vedvarende handelsspændinger og igangværende fald i erhvervs- og forbrugertillid. Væksten er blevet revideret ned i næsten alle G20-økonomier, med revisionerne er særligt store i euroområdet i både 2019 og 2020," skriver OECD i rapporten.

For euroområdet estimerer organisationen nu kun en vækst på 1 pct. i 2019 mod tidligere 1,8 pct., men estimatet for 2020 er barberet ned med 0,4 procentpoint til 1,2 pct. Til sammenligning var væksten i regionen på 1,8 pct. i 2018.

"En betydelig politisk usikkerhed fortsætter i Europa, herunder i forhold til brexit. Et kaotisk exit vil øge omkostningerne for de europæiske økonomier betydeligt," advarer OECD.

Organisationen opfordrer til koordinerede makroøkonomiske og strukturelle politiske tiltag i euroområdet for at styrke incitamenterne til at investere og "overkomme den dobbelte udfordring med svag efterspørgsel på kort sigt og svage vækstudsigter på mellemlangt sigt".

OECD justerer kun marginalt i estimaterne for USA. Her ventes nu en vækst i 2019 på 2,6 pct. mod tidligere 2,7 pct., mens væksten til sammenligning var 2,9 pct. i 2018. Til gengæld er estimatet for 2020 hævet marginalt til 2,2 pct. fra 2,1 pct.

Frontlines CEO: Flere faktorer løfter tank i 2019

Skibsmægler: Bunden er nået for presset capesize-marked

Søren Skou: 2019 tegner endnu mere usikkert

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere