ShippingWatch

Handelskrigen gav rekordhøje fragtmængder til USA før nytår

December måned bød på redkordstor containertrafik over Stillehavet, hvor varer skulle fragtes afsted, inden toldkrigen mellem USA og Kina gjorde dem dyrere.

Foto: /ritzau/AP

Travlhed med at få varer fragtet afsted, inden toldkrigen mellem USA og Kina gjorde dem dyrere, gav en rekordstor containertrafik over Stillehavet i december.

Fragtmængderne steg med hele 29,9 pct. ifølge data fra Piers og Alphaliner. Således importerede USA over 1,5 mio. tyvefodscontainere (TEU) fra Fjernøsten, og den kinesiske import steg til 1,09 mio. teu.

Den hektiske afslutning på året bidrog til en samlet årlig vækst på 8,3 pct. i containertrafikken på ruterne over Stillehavet i 2018 - den største fremgang siden 2010, skriver Alphaliner i sit ugentlige nyhedsbrev.

USA og Kinas disputs på handelsområdet stod oprindeligt til at hæve tolden på en række produkter med effekt fra 1. januar 2019, hvilket ses som forklaringen på den pludselige stigning.

Datoen for de forhøjede toldsatser blev dog senere rykket til 1. marts, og for tiden forhandler de to parter videre om deres uenigheder på handelsområdet.

Ifølge Alphaliner er der ikke prægtige udsigter for fragtmængderne mellem Fjernøsten og USA i 2019, da december-udsvinget af naturlige årsager ses som en engangsforeteelse.

"Svagere efterspørgsel har allerede været tydelig i januar. Rederierne har forholdt sig forsigtigt, og der er ikke planlagt store kapacitetstilføjelser til ruterne i år," skriver Alphaliner.

Ophugning af containerskibe er kickstartet i 2019 

Containerredere forlænger alliance til 2027 

Rederier har fået mindre appetit på megaskibe 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs