ShippingWatch

Royal Arctic Line føjer to nye direktører til ledelsen

En udvidet direktion i Royal Artic Line skal sikre, at den nye strategi for rederiet bliver ført ud i livet, og at ledelsen bliver mindre personafhængig.

Topchef Verner Hammeken får to nye kollegaer i direktionen i Royal Arctic Line. | Foto: PR-foto/Royal Arctic Lines

Royal Arctic Line (RAL) udvider sin direktion med to medlemmer for at styrke ledelsen på et tidspunkt, hvor det grønlandske containerrederi er i gang med at føre en ny og omfattende strategi ud i livet.

Det er samtidig planen at gøre ledelsen mindre afhængig af enkeltpersoner, lyder det i en meddelelse fredag aften.

De to nye ansigter i direktionen er kommende vicedirektør Aviâja Lyberth Lennert og kommende CFO Peter Christoffersen. De er begge forfremmet internt og vil fra næste år indgå i direktionen sammen med topchef Verner Hammeken.

En større direktion giver en bedre handlekraft og dermed også den bedst mulige sikring af kundernes interesser og særligt den øvrige ledelses evne til at følge op på handlingsplaner

Royal Arctic Line

"En større direktion giver en bedre handlekraft og dermed også den bedst mulige sikring af kundernes interesser og særligt den øvrige ledelses evne til at følge op på handlingsplaner," skriver det i meddelelsen fra det statsejede rederi.

"En større direktion skaber grobund for øget mobilitet i ledelseslagene ved, at direktionen bliver mindre personafhængig og dels ved at skabe endnu flere rollemodeller i organisationen, som kan inspirere og anspore talenterne bedst muligt til at søge en stærkere udvikling," skriver RAL.

Svært kursskifte

Udvidelsen af den øverste ledelse kommer efter et år, hvor den nye strategi, som blev lanceret i 2016, har voldt problemer for RAL.

Strategien har som mål at gøre det billigere at sejle varer til og fra Grønland. Blandt de vigtigste punker er den nye havn i Nuuk, et samarbejde med Eimskip om bl.a. at sejle til Reykjavik samt et skifte af basishavn i Danmark fra Aalborg til Aarhus.

I et interview med ShippingWatch i maj erkendte Verner Hammeken, at kursskiftet har budt på vanskeligheder.

"Det har været bemærkelsesværdigt svært. Vi er godt klar over, at når man laver tingene om i et samfund, der er så afhængig af en kritisk infrastruktur, som vi er, så vil der altid være nogle reaktioner," sagde han.

"Men vi er overbeviste om, at når først støvet har lagt sig, vil folk begynde at se de mange positive aspekter, der er, ved et åbent system med ugentlig sejlads året rundt. Vi er godt klar over, at der nok skal gøres mere for at overbevise folk om det, og det er vi også i gang med," lød det.

RAL og Eimskip mangler vigtig blåstempling af samarbejde

Royal Arctic Line skifter formand

Royal Artic Line bryder med lånekrav fra tysk bank 

Mere fra ShippingWatch

Maersk løfter sløret for design af metanolskibe

I fem år har Maersk arbejdet på at udvikle et nyt skibsdesign, som skal øge energi-effektiviteten i flåden med 20 pct. Otte skibe, der efter planen skal sejle på grøn metanol fra 2024, bliver de første.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs