ShippingWatch

Japanske containerredere ramt af kursdyk efter stor nedjustering

De tre rederier bag joint venture-selskabet Ocean Network Express (ONE) mærker konsekvenserne af gårsdagens store nedjustering af resultatet. 

Foto: Ocean Network Express

Der er kontant afregning på børsen i Tokyo for de tre japanske rederier, der står bag joint venture-selskabet Ocean Network Express (ONE) oven på tirsdagens nedjustering.

De tre rederier, Mitsui O.S.K. Lines, Kawasaki Kisen Kaisha og Nippon Yusen Kaisha, afslørede tirsdag efter japansk børslukketid, at ONE i regnskabsåret 2018/19, det første driftsår, regner med et nettotab på 600 mio. dollar. ONE havde ellers tidligere lovet et plus på 110 mio. dollar.

Også forventningerne til omsætningen sænkes, så ONE nu regner med at nå en årsomsætning på 11,0 mia. dollar mod før 12,25 mia. dollar.

Det udløser et kursfald til Kawasaki på 14,2 pct. i onsdagens handel, mens Mitsui falder 7,8 pct., og Nippon Yusen taber 5,9 pct.

Baggrunden for tilbagegangen i ONE er startvanskeligheder, "teething problems", som koncernen kalder det, i sammenlægningen af de tre forretninger, samt personalemangel og stigende udgifter til brændstof.

"I første halvår har synergieffekter fra integrationen løbende vist sig. På den anden side faldt fragtmængderne og kapacitetsudnyttelsen på grund af begyndervanskeligheder efter opstarten i april i år," hedder det i en meddelelse fra rederierne.

"ONE søgte gennem højsæsonen fra juli til september at genvinde det tabte, men fragtmængderne og kapacitetsudnyttelsen var fortsat lavere end udsigterne på grund af den fortsat negative effekt på de store Asien-Nordamerika- og intra-asiatiske ruter."

I første halvår, som sluttede med udgangen af september, landede ONE ifølge en foreløbig prognose en omsætning på 5,0 mia. dollar mod oprindeligt spået 5,4 mia. dollar, og nettoresultatet blev på et minus på 310 mio. dollar mod tidligere udmeldte minus 38 mio. dollar.

ONE er verdens sjettestørste containerrederi med 6,8 pct. af markedet ifølge Alphaliner. Mærsk sidder på tronen i industrien med en samlet kapacitet på 17,8 pct. af flåden.

Mere fra ShippingWatch

3i køber AMP ud af Esvagt

Kapitalfonden 3i, der ejer halvdelen af Esvagt, har aftalt med virksomhedens anden ejer, kapitalfonden AMP Capital, at overtage hele Esvagt for 268 millioner britiske pund, så 3i bliver eneejer. Handelen ventes at falde på plads i første kvartal 2022.

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Det var tid til procedure i Dan-Bunkering sagen, hvor anklageren kræver bøde- og fængelsstraf. 2022 tegner til at blive nyt hæsblæsende containerår, klima spillede afgørende rolle i Lasse Kristoffersens beslutning om jobskifte i en uge, hvor Norden lagde tørlast og tank sammen i ny struktur.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs