ShippingWatch

Maersk præsenterer større organisationsændring

Maersk vil meget snart præsentere en større omorganisering som det foreløbige punktum på to års frasalg og strømlining. Det oplyser en række kilder til ShippingWatch.

Foto: Ritzau Scanpix/Søren Bidstrup

Maersk-gruppens CEO Søren Skou er på vej med en større organisationsændring, der kan være et foreløbigt punktum i skabelsen af det nye Maersk.

En række velinformerede kilder oplyser til ShippingWatch, at ledelsesgruppen har været samlet på Maersk-gruppens ledelsescenter Rolighed nord for København for at klappe planen af, der skal reorganisere vigtige funktioner hos Maersk.

Det er frem for alt Executive Board med Søren Skou, COO Søren Toft og CEO i APM Terminals, Morten Engelstoft som de tre ubestridte frontfigurer, der har stået i spidsen for arbejdet.

Blandt de 80.000 ansatte er der selvsagt især interesse om, hvilken betydning planen kan få for antallet af arbejdspladser, arbejdssted og -indhold, ligesom der vil blive holdt øje med de roller, ledelsen har. På dét punkt er der efter alt at dømme lagt op til konkrete ændringer.

Det er efterhånden fire år siden, at Maersk Line offentliggjorde den seneste store fyringsrunde. Det var i november 2015, hvor 4.000 af de i alt 23.000 landbaserede stillinger skulle væk frem mod 2017, "når digitalisering og ændringer i organisationen ville være slået fuldt igennem", som Maersk formulerede det dengang.

Digitalisering koster job

Inden for de seneste to år er der imidlertid sket radikale forandringer i forhold til, da Maersk var et shipping- og oliekonglomerat. Stort set alle olieselskaber vil snart være solgt fra, og i stedet er der købt op og barberet til inden for det fremtidige forretningsområde, container- og logistik.

Så sent som på det seneste pressemøde efter halvårsregnskabet for tre uger siden gentog Søren Skou målet om at holde fast i effektiviseringen og lagde helller ikke skjul på, at den omfattende digitalisering, der er sat i gang, vil få indflydelse på antallet af job.

Siden Søren Skou overtog dobbeltrollen som CEO for hele Maersk og topchef i kerneforretningen Maersk Line i juni 2016, har der været taget organisatoriske skridt hen imod opbygningen af det fremtidige Maersk.

Først var det skabelsen af Transport & Logistics, der markerede vejen væk fra olien. Og senest i år har det været den regnskabsmæssige inddeling af linjeområdet i nye forretningsenheder med vægt på de store containerruter og nøglehavnene i "Ocean".

Derfor kan det næste skridt meget vel hænge sammen med organiseringen af de virksomheder, der har rødder flere årtier tilbage som Maersk Line, APM Terminals, Svitzer, Damco og containerproducenten MCI.

Ifølge de kilder, ShippingWatch har talt med, er målet at præsentere planen "inden længe" med en ambition om at gøre det sandsynligvis allerede i september.

Gammel ledelse væk

Planen kommer endvidere på et tidspunkt, hvor Søren Skou efterhånden har gjort rent bord over for de ledere, der tidligere har siddet i spidsen for kernevirksomhederne. Den bedste illustration er den oprydning af det gamle ledelseshold, der har fundet sted i APM Terminals, hvor det nu er makkerparret CEO Morten Engelstoft og COO Keith Svendsen, der er den absolutte top i havne- og terminalselskabet.

Den sidste direktør fra Kim Fejfers gamle hold, Henrik Pedersen, forlod selskabet for få måneder siden, og hans stilling er ifølge ShippingWatchs oplysninger ikke blevet genbesat.

Tysk storbank er ikke overbevist om bedre tider i Maersk 

Arbejdet med at få de sidste detaljer på plads i den nye plan er foregået helt på de interne linjer på ledelsesgangen. I det hele taget har den udadgående kommunikation fra de enkelte virksomheder i den nye, samlede container- og logistikforretning været mere begrænset i længere tid, mens arbejdet med at strømline forretningen har fundet sted. Kommunikationsenheden i APM Terminals er således væk og overtaget af Esplanaden i København.

Planen skal også ses i lyset af det mandat, som Skou fik fra aktionærerne og frem for alt Maersk-familien ved sin tiltrædelse, nemlig at få mere ud af de investeringer, der er foretaget, og bruge færre penge på opkøb, havneudvideleser og nybyggede containerskibe. Maersk skal effektiviseres, så der i sidste ende kan betales mere tilbage til ejerne.

Eller som topchefen udtrykte det på pressemødet for nylig, da han blev spurgt om andelen af det globale containermarked efter opkøbet af tyske Hamburg Süd for mindre end et år siden.

"Vores ambition er at fastholde den markedsandel, vi har i dag på små 20 pct. Det giver os de stordriftsfordele, vi har brug for. Vi vil ikke få yderligere stordriftsfordele, hvis markedsandelen steg til for eksempel 22 eller 23 pct."

I forbindelse med halvårsregnskabet nedjusterede Maersk forventningerne til driftsresultatet for hele 2018 til mellem 3,5 og 4,2 mia. dollars, som det fremgik af en meddelelse.

I en kommentar til ShippingWatch skriver Maersk:

"Maersk befinder sig i en transformation, der vil tage tre til fem år at gøre færdig. Transformationen skal integrere vores containershipping og logistikforretninger til ét fokuseret selskab, mens vi finder seperate løsninger for vores energiforretninger. Inden for containerlogistik går det pænt fremad med integrationen af vores transport og logistikforretninger fra Hamburg Süd samt synergien mellem APM Terminals og Maersk Line og endelig integrationen af støttefunktionerne på tværs af vores brands."

Blot tre containerredere kunne levere overskud på driften i andet kvartal

Søren Skou: "Vi er blevet en vækstvirksomhed igen" 

 

Mere fra ShippingWatch

Maersk løfter sløret for design af metanolskibe

I fem år har Maersk arbejdet på at udvikle et nyt skibsdesign, som skal øge energi-effektiviteten i flåden med 20 pct. Otte skibe, der efter planen skal sejle på grøn metanol fra 2024, bliver de første.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs