ShippingWatch

Maersk vil genopbygge Honam for at mindske tab

Maersk vil nu genopbygge ulykkesskibet Maersk Honam, hvor en brand i foråret kostede fem besætningsmedlemmer livet. Genopbygningen kan betyde, at en ellers milliardstor forsikringsregning bliver knapt så stor.

Maersk Honam under slukningen af branden ombord. Foto: Den Indiske Kystvagt

A.P. Møller-Mærsks containerrederi, Maersk Line, vil forsøge at mindske sine tab i forbindelse med branden på containerskibet Maersk Honam i begyndelsen af foråret ved at genopbygge skibet, der også først blev færdigbygget sidste år.

Det skriver shippingavisen Tradewinds.

Genopbygningen kan komme til at koste mere end 30 mio. dollars - svarende til små 200 mio. kr. - men løsningen kan ende med at komme til at reducere de samlede omkostninger i forbindelse med ulykken betragteligt.

Ifølge Tradewinds kunne den samlede forsikringsregning nemlig løbe op i omkring 500 mio. dollar - 3,22 mia. kr. - når man medregner bjærgningsomkostninger og tabt fragt. Men det tal kan blive reduceret kraftigt gennem en genopbygning, skriver avisen.

Beslutningen om at genopbygge containerskibet, der har en kapacitet på over 15.000 tyvefodscontainere (teu), er blevet taget, efter at undersøgelser har vist, at maskinrummet og flere andre vigtige tekniske komponenter overlevede branden uden skader.

Derfor er det nu primært skroget, der skal genopbygges, inden containerskibet efter planen kan vende tilbage til drift.

Branden på Maersk Honam opstod i starten af marts og kostede fem besætningsmedlemmer livet.

Skibet var på vej fra Singapore til Suez med 7860 containere, da branden brød ud. I første omgang forsøgte besætningen selv at slukke branden, men det mislykkedes.

Maersk Honam er 353 meter langt og 53,5 meter bredt og bygget i 2017.

Antallet af skibsulykker faldt sidste år

Kunder skal selv betale for strandet gods fra Maersk Honam

Maersk Honam ankommer snart til Dubai

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere