ShippingWatch

Japansk containerfusion får afgørende godkendelse

Konkurrencemyndighederne i Sydafrika har nu godkendt den japanske containerfusion ONE, som dermed er klar til at starte op til april.

Foto: Ocean Network Express

Efter lidt over et år efter annonceringen har den japanske containerfusion ONE fået alle de nødvendige godkendelser til at gå i gang med arbejdet.

Torsdag har de sydafrikanske konkurrencemyndigheder som de sidste sagt ok for fusionen af containeraktiviteterne i Japans tre største rederier K-Line, MOL og NYK, oplyser rederierne.

I sommer valgte Sydafrika ellers at afvise planerne fra de tre rederier, da man frygtede koordinering og prisaftaler mellem rederierne. Ifølge analysehuset Alphaliner var der dog tale om en misforståelse i afgørelsen, da den sydafrikanske konkurrencemyndighed tilsyneladende havde medregnet de tre rederiers transport af biler og andre køretøjer, der ikke er omfattet af den japanske fusion. I flere sager har bilrederierne fået bøder for kartelvirksomhed.

Da EU efterfølgende godkendte fusionen, var håbet hos rederne, at Sydafrika ville følge efter, hvilket de nu har gjort.

"Efter forhandlinger med landets konkurrencemyndigheder, har joint venture-selskabet nu fået den nødvendige godkendelse med betingelser, der kræver tiltag i forhold til at overholde konkurrencereglerne," skriver rederierne uden at komme nærmere ind på, hvad betingelserne er.

Nye bøder til de store bilrederier

Ifølge ShippingWatchs oplysninger står betingelserne i godkendelsen ikke i vejen for den måde, som ONE vil drive sin forretning på. Det drejer sig derimod netop om de andre aktiviteter i rederi-grupperne som eksempelvis transport af biler, hvor myndighederne vil sikre sig, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige ledelser.

I flere år er sager i både USA, Japan og flere andre lande endt med bøder til adskillige bilrederier, herunder K Line, NYK og MOL på grund af ulovlige prisaftaler.

jeremynixon.jpg
Jeremy Nixon blev i 2012 CEO for containerdivisionen i NYK. I juli sidste år blev han udnævnt som øverste chef for for fusionen Ocean Network Express, ONE. Foto: Ocean Network Express

Fusionen betyder, at de tre rederier samler deres containerforretninger og terminaler i et nyt fælles selskab, der indleder drift til april fra et nyt globalt hovedsæde i forretningskvarteret Marina One i Singapore.

I et interview med ShippingWatch satte CEO Jeremy Nixon ord på det nye selskab:

"For Ocean Network Express handler vores fremtid ikke om blot at være store. Vi skal være tilstrækkelig store for at overleve, men vi har også en størrelse, der gør det muligt for os at være omhyggelige. Vi positionerer os i virkeligheden ikke som en mega carrier, men vi har et stærkt globalt netværk. Vi er en del af The Alliance og dermed tilstede på øst-vest ruterne mellem Fjernøsten og Europa, og vi har en stærk dækning på intra-Asien, Latinamerika og Afrika såvel som i hele Oceanien," sagde han til ShippingWatch.

Ny containerfusion venter massive besparelser

Jeremy Nixon: ONE skal finde sin plads blandt mega-rederierne

Containerredernes opkøbsfest nærmer sig enden

 

Forsiden lige nu

Bunker One skal genskabe rederiernes tillid efter OW-kollaps

To begivenheder har sat gang i de forandringer på bunkermarkedet, som betyder, at Bunker Holding har set behovet for at oprette sin nye satsning, fortæller daglig leder Peter Zachariassen til ShippingWatch. Den ene var OW Bunkers konkurs i 2014. Den anden indtræffer om to år.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere