Det norske olie-og gasserviceselskab, Aker Solutions, der leverer produkter, systemer og services til olie- og gasindustrien, skal skære 650 job på globalt plan primært i Norge, Storbritannien og Indien.
Det skriver flere medier med baggrund i en melding fra Offshore.no.
"I Norge vil det kunne påvirke 170 job på Subsea-service anlægget i Ågotnes og dertil muligvis 100 stillinger på Akers værft i Egernsund," oplyser kommunikationschef Bunny Nooryani.
Den store offshoreleverandør, der kontrolleres af den norske rigmand og reder Kjell Inge Røkke, kom ud af tredje kvartal 2016 med et markant lavere resultat end i samme periode år før. Bundlinjen landede på 120 mio. norske kroner mod 205 mio. norske kroner i samme kvartal sidste år.
Omsætningen faldt tilsvarende til 5,9 mia. norske kroner fra 7,4 mia. norske kroner i tredje kvartal 2015.
Aker Solutions' forretning står og falder med olie- og gasselskabernes investeringslyst, og her ser det fortsat svært ud på det norske marked især i Nordsøen.
"Udsigterne for olieservice ser stadig svære ud. Der er nogle tegn på bedring, og oliepriserne ventes at stabilisere sig på et højere niveau i 2017," lød det i oktober fra Aker Solutions, der som noget positivt pegede på, at industriens omkostningsreduceringer virker.
Samlet har Aker Solutions 13.000 ansatte fordelt på 20 lande.
Ukendt aktionær køber op i Farstad Shipping