ShippingWatch

Dansk offshore i hård kamp om færre norske ordrer

Kampen om de norske kunder er taget til, lyder det samstemmende fra de danske udstillere på olie- og gasmessen ONS 2016 i Stavanger, som spejder langt efter besøgende - og kontrakter. Længere kredit er et af midlerne, der nu må tages i brug.

Foto: ONS/Anne Lise Norheim

STAVANGER

"I går var det direkte pinligt, der var jo ingen mennesker overhovedet ud over de andre udstillere. I dag går det bedre."

Sådan lyder den foreløbige vurdering af de besøgendes fremmøde på den store olie- og gasmesse ONS 2016, der bliver afholdt hvert andet år i den norske oliehovedstad Stavanger.

Ordene stammer fra Jens Peter Thomsen, der er adm. direktør i Ocean Team Group. Som forskellige plancher med illustrationer af rør i alle afskygninger hjælper til med at forklare, udfører Ocean Team rensning af netop rør i offshoreindustrien – lige fra 10 km lange hydraulikrør til afløbsrør fra toiletterne. Hvor udstillingens første dag var usædvanligt sløj, har der dog været flere oprigtigt interesserede forbi tirsdag.

Den lille stand er en del af en dansk pavillion, som gennem branchefællesskabet Danish Oil & Gas Technology Group (DOGTG) har sat sig på den fjerneste del af hal 5 i det store messekompleks. Her vejer Dannebrog side om side med det norske flag, fadølsanlægget er installeret i baren, og om en halv time skal der være reception med røde pølser. Forinden kan adm. direktør i DOGTG Merethe Fonseca Wrang lige nå at snakke lidt.

"De norske besøgende har stor interesse i produkter, der kan bringe omkostningerne ned eller være med til at levetidsforlænge," siger hun og tilføjer, at forandringer i markedet har fået mange af de danske virksomheder til at revidere deres måde at gøre forretning på.

Kan blive overhalet

Opfindsomheden spænder bredt. Enkelte af de velpolstrede danske leverandører er begyndt at yde længere kredit til nogle af de norske kunder, som har fået sværere ved at klare de gamle betalingsbetingelser, nogle tilbyder leasingaftaler i stedet for salg, og andre forsøger at indgå partnerskaber med sine kunder.

"Vi er så korrekte i Danmark. Vi er gode til at levere høj kvalitet til tiden, men er det så det rigtige, vi leverer? Vi skal være opmærksomme på, at vi kan blive overhalet, fordi der er nogle, som bare tænker helt anderledes ude i markedet på grund af det pres, der er," siger Merethe Fonseca Wrang.

Jens Peter Thomsen fra Ocean Team hører til dem, der søger partnerskaber. Konceptet går ud på, at kunder kan vælge imellem at få Ocean Team til at udføre hele opgaven eller blot for en specialist eller to sendt ud, som så kan trække på kundens eget personale. På den måde kan kunden spare op mod 35 pct. og sikre noget beskæftigelse til sine medarbejdere.

"Vi har en mærkbar tilbagegang i oliebranchen, så det presser os til at tænke nogle nye tanker," siger han og tilføjer, at et halvt år efter lanceringen vælger omtrent halvdelen af kunderne at stille sine egne medarbejdere til rådighed.

Rederier er ikke til stede

Lidt fra den danske pavillon har Frederikshavner-klyngen med blandt andre Orskov Yard og Scanel slået sig ned. Også her er fadølsanlægget på plads i baren, og de bodypaintede blondiner, som arrangørerne af Nor Shipping-messen i Oslo valgte at bortvise sidste år, er med igen – dog kun i form af et billede printet på musemåtter.

"Hvor mange vil du have," spørger sales engineer i Orskov Yard Peter Kristensen, da ShippingWatch’ udsendte udviser interesse for måtten.

Hvor Jens Peter Thomsen i Ocean Team trods alt beretter om flere interesserede besøgende tirsdag, end der var mødt frem på den skuffende mandag, er Peter Kristensens begejstring til at overse. Det er normalt, at mandagen er den dag på ONS med færrest besøgende, men ifølge Peter Kristensen svarer tirsdagens fremmøde til det, der normalt er på en mandag. Han fortæller, at rederierne glimrer ved deres fravær og bemærker, at et norsk offshore-værft som Kleven ikke engang har en stand i år.

"Det er her, vi gerne vil så de frø, som kan blive til kontrakter senere. Men det er svært at få fat i kunderne, når de taber penge på at sejle i dagens marked," siger han.

"Hvad siger de i hal 5?"

Den opfattelse deler Thomas Andersen, adm. direktør i Orskov Yards store konkurrent, Fayard på Fyn.

"Hvad siger de andre nede i hal 5 til det i år," spørger Thomas Andersen, som har taget plads i hal 7, da ShippingWatch lægger vejen forbi.

Her, ikke langt fra Maersk Oils standen, hvor et par unge gutter fra juice-kæden Joe & the Juice presser juice og spiller høj musik, er der omtrent lige så stille som hos Orskovs stand. Thomas Andersen bemærker, at enkelte offshorerederier som noget nyt er repræsenteret med stande, men da de er bemandede med sælgere, er de ikke til meget gavn for et dansk værft.

”Konkurrencen er blevet hårdere. Det kan mærkes, at nybygningsværfterne i Norge er gået mere ind i vedligehold, og på et tidspunkt kommer vi nok til at se et udskilningsløb blandt værfterne,” siger han.

Selv vil Thomas Andersen gerne vente med at udtale sig om fremmødet på årets ONS, til messen er overstået. Der kan jo nå at ske noget endnu, som han siger.

ONS satte publikumsrekord i 2014, hvor næsten 92.000 gæster lagde vejen forbi. Imens antallet af udstillere har ligget nogenlunde stabilt omkring 12-1300 personer siden 2012, var der tale om en markant stigning fra de 60.000 gæster, som besøgte ONS i 2012. ONS 2016 slutter på fredag.

Farstad-chef: Der skal skrottes flere offshore-skibe

Rystad: Nu begynder verdens olieproduktion at falde

Statoil-chef: Sverdrup er et sjældent lyspunkt

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere