ShippingWatch

15 personer fra A2Sea-fartøj evakueret i Nordsøen

Mandskabet på et vindmølle-installationsfartøj fra A2Sea måtte natten til onsdag evakueres efter at en trosse til en slæbebåd tilsyneladende sprang.

15 personer er natten til onsdag blevet evakueret fra et såkaldt installationsfartøj i Nordsøen ud for den jyske vestkyst. Det oplyser Dong Energy i en pressemeddelelse, og Forsvarets Operationscenter bekræfter redningsaktionen.

Ingen af de evakuerede skulle være kommet til skade. Installationsfartøjet Sea Worker er efterfølgende gået på grund et par kilometer ud for kysten. Forsvarets Operationscenter, der blandt andet står for redningsopgaver til søs, fik meldingen omkring en halv time efter midnat.

"Her modtager vi melding om, at et installationsfartøj var ved at blive slæbt, og at trossen til slæbefartøjet var sprunget," siger vagtholdslederen ved operationscentret til Ritzau.

Installationsfartøjet har en platform med fire ben, der kan forlænges og sættes ned i vandet. Fartøjet begyndte at drive mod land, da der var kraftig pålandsvind, og det ikke havde nogen motorkraft.

"I den forbindelse kontakter vi redningsstationen i Hvide Sande og sender dem ud til området, og vi får også aktiveret vores helikopter. Imens forsøger man om bord på installationsfartøjet, hvor der er 15 mand, at genetablere forbindelse til slæbefartøjet," fortæller vagtholdslederen.

Ingen tegn på olielæk

Det lykkedes dog ikke, og omkring klokken 01.30 begyndte man evakueringen. Godt en time senere var alle 15 personer kommet i redningsflåderne, og de folk blev senere flyttet om bord på redningsfartøjet Emilie Robin fra Hvide Sande.

"De er kommet i land og er blevet taget godt imod," siger vagtholdslederen onsdag morgen.

Installationsfartøjet, som ifølge Dong var på vej til Esbjerg fra Frederikshavn, ligger tidligt onsdag morgen stille.

"Det står tilsyneladende på grunden," siger vagtholdslederen om fartøjet, der skulle have haft sine ben 10-11 meter nede under skroget, da uheldet skete.

Et miljøfartøj er blevet sendt til området, men der er umiddelbart ingen tegn på, at der er gået hul på skroget, eller at det skulle lække olie.

Forsvarets Operationscenter har fået oplyst, at man mellem klokken 8.00 og 10.00 vil forsøge at trække fartøjet fri.

Selskabet A2SEA, der ejer Sea Worker, skriver på sin hjemmeside, at fartøjet bruges til installation af havvindmøller.

30 meter høj monsterbølge knuste 17 vinduer på rig

Flere boreplatforme er evakueret i Nordsøen

Kæmpebølge rammer borerig i Nordsøen: En er dræbt

 

 

Forsiden lige nu

MAN Diesel & Turbo kalder IMO sin største frustration

Der er ingen grund til, at IMO først leverer et resultat på CO2 i 2023, lyder kritikken fra motorgiganten MAN Diesel & Turbo, der i et interview med ShippingWatch kalder FN's maritime organ sin største frustration lige nu.

J. Lauritzen mister vicechef for tørlast

J. Lauritzen mister sin næstkommanderende i Lauritzen Bulkers, Claus Stahl, der har sagt sit job op. Han skifter senere på året til en stor dansk tørlastmægler. Dermed er den daglige ledelse af Lauritzen Bulkers skåret fra tre til én person på et år.

Seneste Offshore

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere