Shell vælger overraskende CEO

Bestyrelsen i Royal Dutch Shell har i dag meddelt, at olieselskabets nye adm. direktør bliver Ben van Beurden, der fra årsskiftet overtager CEO-posten fra Peter Voser.
Ben van Beurden er 55 år, hollænder og har været i Shell siden 1983, hvor han har været chef for selskabets Downstream-afdeling, det vil sige raffinaderi- og marketingsafdelingen, siden januar 2013.
Ifølge Financial Times vil valget af van Beurden komme som en overraskelse for branchen, efter som han ikke var blandt de tre interne chefer i Shell, som blev anset som analytikernes favoritter i maj, da det blev offentliggjort, at Peter Voser ville træde tilbage.
Olieselskaber trækker mandskab ud af Egypten
Samtidig vurderes valget overraskende, fordi de fleste CEO's i de største olieselskaber traditionelt hentes i upstreamdivisionerne, det vil sige efterforsknings- og produktionsafdelingen.
Endelig har Shell nedskaleret downstream i de seneste år, hvorfor valget forekommer endnu mere overraskende, skriver den britiske erhvervsavis.
Shell skriver i en pressemeddelelse, at bestyrelsen har set på både interne og eksterne kandidater, og den begrunder valget af Ben van Beurden med, at han har "dyb viden om industrien og en bevist ledererfaring på en række af Shells forretningsområder".
Selskabet oplyser, at Ben van Beurden, der er uddannet kemiingeniør, foruden chefrollen i downstream også har teknisk og kommerciel erfaring inden for upstream og har arbejdet for Shell i Holland, USA, Afrika, Malaysia og senest i Storbritannien.
Olieselskaber trækker mandskab ud af Egypten