ShippingWatch

Barentshavet gemmer på oliemilliarder

Olieræset i den norske del af Barentshavet er i gang. Enorme summer står på spil. Norge kan have fundet endnu en pengemaskine under havets bund.

Foto: Harald Pettersen/Statoil

"Vi er fuldstændig sikre på, at vi rammer olie." Gro Haatvedt, Statoil.

De senere år har Norges olieproduktion i Nordsøen været faldende, men nu kan vores naboer mod nord have fundet endnu en pengemaskine under havets bund.

I hvert fald har adskillige olieselskaber offentliggjort planer om at bore mindst 12 oliebrønde i den norske del af Barentshavet. Det anslås, at felterne i Barentshavet rummer mindst seks milliarder tønder olie.

Det kan indbringe den norske stat over 2.000 mia. kroner. Selskaberne, der har planer om boringer, tæller blandt andre norske Statoil, italienske Eni SpA og svenske Lundin Petroleum.

En sikker fuldtræffer

Olieudsigterne i Barentshavet er "enormt spændende," fortæller Jarand Rystad, der er partner i det norske konsulentfirma Rystad Energy.

Det samme mener Statoil, der planlægger at påbegynde fire boringer over det næste år.

Norske investeringer i olie og gas taber fart i 2013 

"Vi er fuldstændig sikre på, at vi rammer olie. I Skrugard-feltet (et oliefelt i Barentshavet, red.) behøver vi ikke finde ret meget, før det betaler sig selv ind," siger Gro Haatvedt, der er senior vice president for Statoils boringer i Norge, ifølge Bloomberg News.

Statoil vil investere mere end 80 mia. kr. på boringer i henholdsvis Skrugard- og Havis-feltet.

Åbner nyt område

Desuden har de norske oliemyndigheder planer om at tillade boringer i et område i den sydøstlige del af Barentshavet allerede i år.

Området har været lukket de sidste fire årtier på grund af en tvist med Rusland. Den gik ud på, hvor skellet mellem Norges og Ruslands del af Barentshavet går og blev løst i 2010.

Det norske petroleumsdirektorat anslår, at området kan gemme på op mod 1,9 mia. tønder olie.

Udsigterne til nye oliemilliarder er blot flødeskum på toppen for et land, der allerede vælter sig i oliepenge. Den norske oliefond er mere end 4.000 mia. kr. værd.

Medie: Investeringer for milliarder på den norske sokkel 

DNV og Statoil samarbejder om Arktis 

 

 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs