Nye oliefelter er ikke nok til at holde væksten i gang i den russiske olieproduktion, der ifølge Fitch Ratings kommer til at peake indenfor de næste par år på grund af vigende output fra udtjente kilder. Det skriver Rigzone.
Rusland fik i 2012 en post-sovjetisk rekord i olieproduktion, men Fitch Ratings mener, at der er behov for betydelig mængder af ny olieefterforskning på specielt den russiske kontinentalsokkel over en årrække, hvis outputtet skal fortsætte med at stige.
Produktionsstigningerne, som Rusland har fået over det sidste årti, har primært været drevet af ny teknologi, der er blevet brugt i felter, der er ved at være udtjente. Teknologien har således gjort det muligt for olieselskaberne at få fat på olie, der ellers ikke var tilgængeligt. Der blev også åbnet for flere nye produktionsområder.
Fitch Ratings mener dog, at de største gevinster fra ny teknologi nu er blevet vundet, og at de udtjente områder hurtigt er ved at blive tomme, selvom russiske olieselskaber investerer stort for at håndtere den faldende produktion.
Samtidig ligger nye oliefelter i fjerne og utilgængelige områder, hvilket gør nye investeringer meget omkostningstunge. Så selvom nye boreområder er under udvikling, regner Fitch Ratings kun med, at de vil kompensere for den tabte produktion fra modne aktiver.
Øget olieeksport til Asien vil ikke påvirke Europa
Russerne sætter sig tungt på ny arktisk rute