ShippingWatch

Er Dong-dramaet slut?

Forløb: 16 dages Dong-drama omkring fyringen af Anders Eldrup er officielt slut. Alligevel sidder mange tilbage med en nagende tvivl oven på det bemærkelsesværdige fyringsforløb.

Foto: Jesper Dall

Var det det? Er Dong-dramaet vitterlig slut?

Dong-bestyrelsen anført af formand Fritz Schur har klart signaleret, at fyringen af den mangeårige topchef i Dong Energy Anders Eldrup er et overstået kapitel. At der ikke er mere at komme efter oven på sidste uges offentliggørelse af den Dong-betalte advokatundersøgelse.

Andre sidder derimod tilbage med en oplevelse af, at der langt fra er ryddet op i Dong-sagen.

Skeptikerne fremfører, at der er flere forhold, som ikke er blevet belyst, og utallige svar som mangler at komme på bordet.

Første fingerpeg om, at omverdenen langt fra har fået alt at vide i den spektakulære fyringssag, skyldes en kommentar fra Eldrups advokat i Dong-sagen, Lars Svenning Andersen, der taler om »to andre forhold«, som bestyrelsen forsøger at klandre Eldrup for.

Det forbliver dog en hemmelighed, hvad der præcist er tale om, idet en uddybning af de to forhold er slettet i de fremlagte papirer i fyringssagen.

Næste fingerpeg udspringer ifølge iagttagere af en almindelig undren over hele håndteringen af fyringen af Anders Eldrup, der gennem 11 år stod i spidsen for den statsejede energikæmpe.

Som sagen i dag fremstår, blev den succesrige Dong-topchef fyret, fordi han snublede i Dongs interne løn- og bonusregler.

Der har ikke været tale om, at Anders Eldrup har snydt og bedraget, erkender Dong-bestyrelsen.

I stedet har Eldrup fejlet, fordi han - uden at informere den 12 mand store bestyrelse - tillod en regulær lønfest for fire medarbejdere, guldfireren, der var frontløberne i den hastigt voksende og uhyre indbringende vindforretning.

Efter 14 dages granskning af hundredvis af Dong-bilag, dokumenter, aftaler og lønkontrakter blev 63-årige Anders Eldrup med andre ord fældet af teknikaliteter.

Ingen har efter offentliggørelsen af advokatundersøgelsen og Kammeradvokatens supplerende bemærkninger anfægtet, at Anders Eldrup synes at have en juridisk dårlig sag. Tværtimod har mange peget på, at interne firmaregler selvfølgelig skal følges.

Men modsat bestyrelsen, som ser regelbruddet som udtryk for en afgrundsdyb illoyalitet, argumenterer andre for, at spørgsmålet om fire kontrakter til et samlet mindre millionbeløb blegner fuldstændig sat op mod den vækst og milliardindtjening, som Dong-forretningen med Eldrup i front har oplevet.

En forretningsmæssig kurs som bl.a. har sikret, at Dong i perioden 2006-2011 har været i stand til at udbetale et udbytte til først og fremmest staten og dermed skatteyderne på 9,5 mia. kr.

Derfor undrer mange sig stadig såre over, hvorfor sagen overhovedet er endt med en fyring af Anders Eldrup og endnu mere, at sagen blev iscenesat som et fyringsdrama, der blev oprullet for åben skærm over 16 dage.

Selv peger Anders Eldrup på, at hverken formanden eller resten af bestyrelsen på noget tidspunkt har været interesseret i at høre hans forklaring, siden et bestyrelsesmøde den 9. marts udviklede sig fra at dreje sig om godkendelsen af 2011-regnskabet til at handle om fyringen af topchefen siden 2001.

Mere ro i sindet får skeptikere givetvis ikke af, at Anders Eldrup senest har ladet forstå, at opgøret med først og fremmest Fritz Schur har helt andre årsager end fire usædvanlige løn- og ansættelseskontrakter.

I en række udtalelser signalerer Eldrup, at opgøret i bund og grund skyldes stor uenighed om udviklingen af den grønne del af Dong-forretningen, som bl.a. huser koncernens gigantiske havmølleparker.

Udtalelserne puster samtidig til den årelange opfattelse i offentligheden af, at Eldrup og Schur aldrig har betragtet hinanden som naturlige makkere i et seksdagesløb. Tværtimod har der ifølge utallige forlydender været krig på gaflen siden juni 2005, da Fritz Schur blev valgt som formand for Dong-bestyrelsen og efterfølgende - som noget nær det første - forsøgte at smide Eldrup på porten.

Efter offentliggørelsen af de to advokatundersøgelser har Anders Eldrup erkendt, at han har ladet sig presse af guldfireren. En situation han har kaldt forbandet.

Men Eldrup fastholder, at han har håndteret de rundhåndede lønvilkår inden for Dong-reglerne og de beføjelser, der fulgte med jobbet som Dong-chef.

Fritz Schur og resten af bestyrelsen har omvendt plæderet for, at Eldrup burde have sat guldfireren stolen for døren i stedet for at give efter for deres kollektive lønpres. Også selv om det kunne betyde, at de sagde op.

Der står sagen efter 16 dages drama i en af Danmarks 10 største virksomheder: Med to vidt forskellige skøn af løn- og aftrædelseskontrakterne for en håndfuld værdifulde medarbejdere, anklager om ledelsesmæssige svigt, et påstået opgør om strategien for Dong-forretningen og forlydender om, at fyringssagen har rødder i et årelangt ulmende opgør mellem Eldrup og Schur.

Anders Eldrup er og bliver fyret.

Foreløbig med 12 måneders løn, men samtidig har han varslet en voldgift bl.a. om retten til et gyldent håndtryk på 12 mio. kr. og for at få »et mere nuanceret billede« af sagen.

Fritz Schur og størstedelen af bestyrelsen, der under hele sagen har stået skulder ved skulder, bruger derimod tiden og kræfterne på at jagte Eldrups afløser.

I og med at en voldgift føres bag lukkede døre, tyder intet på, at sagen offentligt vil kaste nyt lys over, hvad der reelt er foregået og har været kendt i Dong-hovedkvarteret, i topledelsen, i bestyrelsen og det løbende samarbejde mellem ledelsen og bestyrelsen - herunder ikke mindst Anders Eldrup og Fritz Schur.

Døråbneren til større indsigt i Dong-skabene kunne ifølge eksperter og branchefolk være et politisk krav om en kulegravning af fyringssagen, så man f.eks. får belyst bestyrelsens ansvar og handlinger i sagen, der ikke er blevet gransket i de gennemførte advokatundersøgelser.

Men finansminister Bjarne Corydon (S), som formelt varetager statens ejerandel på godt 76 pct. af Dong-forretningen, har allerede erklæret sagen for afsluttet og har udtalt sin tillid til Dong-bestyrelsen og Fritz Schur.

Det samme har de øvrige partier i Folketinget, som er en del af energiforliget fra 2004, der fastsætter reglerne for statens ejerskab af Dong Energy.

Derfor tyder alt på, at Dong-dramaet er slut - uden at der nødvendigvis er sat punktum i sagen.

Allerede abonnent? Log ind.

Læs hele artiklen

Få adgang i 14 dage for 0 kr.
Det kræver intet kreditkort, og du vil ikke overgå til et betalt abonnement efterfølgende.

  • Adgang til alle låste artikler
  • Modtag vores daglige nyhedsbreve
  • Fuld adgang til vores app
Der skete en fejl. Prøv venligst igen senere

Få fuld adgang til dig og dine kollegaer.

Start et gratis virksomhedsprøveabonnement

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs