
En af virksomhedens tidligere økonomidirektører, Jens Christian Sørensen, købte i 2006 en luksusejendom med 6500 kvadratmeter grund ud til vandet i Skærbæk ved Fredericia. Sælgeren var Dong selv, som ejede huset, der fungerede som kursussted. Dong satte prisen til tre millioner kroner. Eksperter siger til TV2 Nyhederne, at huset og grunden er blevet solgt til den halve pris af, hvad det er værd. Desuden Dong fik kun én ejendomsvurdering inden salget.
Caspar Rose, professor i økonomi og virksomhedsledelse ved CBS, mener, at Dong har fejlet over for skatteyderne ved kun at få én enkelt ejendomsmægler til at
vurdere grunden.
"Så er der en risiko for, at vedkommende får aktivet under markedsvilkår og dermed påfører man aktionærerne og selskabet et tab," siger han til TV 2
Nyhederne.
Inhabil
Desuden har Dongs økonomidirektør, Jens Christian Sørensen, selv ført samtalen med mægleren, og ejendomsmægleren stiler vurderingen direkte til ham.
Ifølge Caspar Rose er Jens Christian Sørensen inhabil og må ikke deltage i udvælgelse af mægler og selve korrespondancen.
"Der er en risiko for at man rent faktisk ikke får en fair pris. Fordi ejendomsmægleren i gåseøjne godt tænkes at være direktørens mand. Og det skal man undgå, siger Caspar Rose.
TV2 Nyhederne ville gerne have spurgt Jens Christian Sørensen til huskøbet. Men han ønsker ikke at deltage i et interview.
Jens Christian Sørensen skiftede job få måneder efter ejendomskøbet.
Dong vil nu undersøge sagen.
RITZAU FINANS