Noble sætter forventningerne ned efter en annulleret kontrakt
Borerigselskabet Noble, der grundet opkøbet af Maersk Drilling, fortsat er noteret på børsen i København, nedjusterer efter fjerde kvartal sine forventninger til hele 2022.
Her ventes der nu et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 140-150 mio. dollar mod tidligere ventet 155-175 mio. dollar.
”Reduktionen er primært relateret til det tidligere rapporterede mekaniske problem med Noble Regina Allen,” skriver Noble i en meddelelse til fondsbørsen.
Problemerne med Noble Regina Allen opstod i december, og riggen er nu blevet transporteret til en havn i Trinidad, mens den venter på reparation.
Som konsekvens er dagsraterne stoppet, og den kontrakt, som riggen arbejdede på, er blevet annulleret.
Kun selve reparationen af riggen er omfattet af Nobles forsikringer, og dermed må tabet på driften bæres af selskabet selv, oplyser borerigselskabet.
Selskabet forsøger nu at få Noble Regina Allen repareret og klar til at blive sat i drift igen i andet halvår af 2023, men timingen er endnu usikker, lyder det fra selskabet.
Opdaterer om nye ordrer
Sammen med nedjusteringen oplyser Noble også om en ny kontrakt til boreskibet Noble Stanley Lafosse, der har fået til opgave at bore seks brønde i Den Mexicanske Golf, ligesom boreskibet Noble Faye Kozak er blevet tildelt en etbrøndskontrakt - ligeledes i Den Mexicanske Golf.
Den første kontrakt indledes omkring juni i år og ventes at holde Noble Stanley Lafosse i arbejde indtil midten af 2024, og den anden kontrakt løber i 50 dage med en dagsrate på 450.000 dollar. Arbejdet her startes i enten andet eller tredje kvartal i år.
Boreskibene Noble Gerry de Souza og Noble Globetrotter I ventes desuden at starte på nye opgaver snarest, oplyser Noble.