
Klokken 14.40 onsdag blev det rapporteret, at der var gået ild i et kompressorhus tilhørende Equinors metanolfabrik på Tjeldbergodden.
Det oplyser Equinor i en pressemeddelelse.
Branden blev slukket en times tid efter – klokken 15.40.
I den mellemliggende periode var anlægget lukket ned, mens de ansatte blev evakueret og beredskabet sat på højtryk. Ingen kom til skade under branden, og Equinor arbejder nu på at danne sig overblik over de skader, der er sket.
Olieselskabet vil desuden have undersøgt, hvad der forårsagede branden.
Dermed har Equinor gang i to brandundersøgelser på samme tid. Således oplevede selskabet også en storbrand ved sit LNG-anlæg på Melkøya den 28. september i år.
Det korte spænd mellem de to brande har fået den norske miljøstiftelse Bellona til at rejse kritik af Equinor. Over for mediet E24 hævder Bellonas leder, Frederic Hauge, at olieselskabet ikke har tilstrækkelig kontrol med sine landanlæg.
Equinor afviser at kommentere beskyldningen.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)
Miljøstiftelse kritiserer Equinor i skarpe vendinger efter brand