ShippingWatch

Lars Rolner om kæmpemæssige vindmøller: "Det ændrer markedet komplet"

Havvindmøllerne er ved at blive så store, at de ikke kan være ombord på de fleste projektskibe. "Det kan gå hen og skabe flaskehalse," siger Lars Rolner, som bl.a. ejer rederiet United Wind Logistics med norske Fred. Olsen.

Foto: PR / United Heavy Lift / United Wind Logistics

De nye havvindmøller, som i øjeblikket bliver bestilt til en stribe af vindprojekter i Europa og USA, er så store, at mange mpp- og heavy lift-skibe er for små til at fragte dem effektivt.

Det siger Lars Rolner, direktør og ejer af Hamborg-baserede United Shipping Group, som bl.a. dækker over rederierne United Heavy Lift og United Wind Logistics, sidstnævnte med Fred. Olsen.

"Hvis du tager vingerne til møller over 10 megawatt, så kan der måske være 3 til 9 vinger på et gennemsnitligt skib. Det er mellem en og tre vindmøller. Der er allerede solgt en del af de møller, og det kan gå hen og skabe flaskehalse her og der," siger han.

Det er bl.a. den store amerikanske producent General Electric (GE), som har hævet størrelserne på møllerne. I september landede GE den første ordre på sin nye mølle på 12 megawatt.

Det kan gå hen og skabe flaskehalse her og der

Lars Rolner

"Jeg mødtes også med en hollandsk kunde for nylig, som arbejder på nye monopiles (fundamenter til møller, red). Vægten bevæger sig op over 2.000 tons, og diameteren er omkring 10-12 meter. Det ændrer markedet komplet," siger Lars Rolner til ShippingWatch.

Det er især appettiten på havvind i bl.a. USA, som har fået efterspørgslen på de helt store havvindmøller til at stige. Danske Ørsted har bl.a. valgt GE's kæmpemølle til sine to projekter i kyststaterne New Jersey og Maryland.

Men der kan også komme nye store projekter i Nordsøen de kommende år, viser en ny rapport fra branchen, mens en topchefen i producenten Siemens Gamesa for nyligt spåede, at størrelserne på møllerne vil fortsætte med at vokse.

"Det kræver, at man har større skibe, og det kræver at man tænker lidt anderledes. Vores nybygninger kan tage de laster," siger Lars Rolner til ShippingWatch.

Tons tunge fundamenter

United Wind Logistics har bestilt to nybyggede skibe for at tilpasse sig de nye krav i vindmarkedet. Det bliver begge leveret næste år.

Netop havvind ventes at kunne veje op for en del af den forretning, som specialrederierne har mistet efter olieprisens fald fra starten af 2014. Her er det også værd at bemærke, at giganterne Equinor og Shell har lagt store investeringer i havvind i 2019.

Lars Rolner har store forventninger til havvind.

"Markedet er fortsat svært, og vi tror også, at 2020 bliver relativt svært på multipurpose og heavy lift. Men der er stor aktivitet i vind, så der forventer vi et relativt godt marked," siger han.

doc788rviljmnl98isgcuu.jpg
Foto: PR / United Heavy Lift / United Wind Logistics

doc788tepst18711u3nfj5p.jpg
Foto: PR / United Heavy Lift / United Wind Logistics

doc788rvef2isw8p9c82a0.jpg
Foto: PR / United Heavy Lift / United Wind Logistics

Topchefen fremhæver, at United Wind Logistics for nyligt har transporteret 20 store monopiles a 1600 tons fra Tyskland til et vindprojekt i Taiwan (billede 1).

Det samme gjorde sig gældende på North-Wester projektet, som blev udført af United Heavy Lift (billede 2 og 3).

Det skete ombord på to indchartrede skibe, mens datterselskabet United Engineering Solutions leverede den tekniske pakke. For selv om koncernen har bestilt to nybygninger, så er det fortsat strategien at være asset light, forklarer Lars Rolner.

"Vi har set nogen tendenser, hvor lasterne bliver større og større. Der er aktiver i markedet til det, og så er jo et spørgsmål om at sikre sig de aktiver, uden nødvendigvis selv at behøve at købe større skibe," siger han til ShippingWatch.

United Heavy Lift åbner endnu et fælles kontor med partner

United Heavy Lift lader konkurrenterne om at spille med musklerne

Thorco og Lars Rolners samarbejde kom aldrig op at flyve

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere