ShippingWatch

Drilling-topchef er trist over aktionærers tab – men ser allerede bedre tider

Maersk Drillings topchef kalder det "trist", at aktionærer har tabt penge på selskabet efter børsnoteringen. Han mener dog, at selskabet har leveret som lovet og beroliger med, at aktivitetesniveauet er på vej op.

Adm. Direktør for Maersk Drilling, Jørn Madsen, i helikopteren på vej ud til jack-up rig'en Mærsk Invincible, i midten af Nordsøen onsdag den 9. oktober 2019. | Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Selv om markedet langsomt er ved at rejse sig efter en række hårde år i borerigsektoren, har investorerne de seneste måneder skruet ned for optimismen på aktiemarkedet.

Danske Maersk Drilling, som udlejer borerigge og -skibe til oliebranchen, der kan lede efter og udvikle olie- og gasfelter under havet, er ikke gået fri. Siden den selvstændige notering tidligere i år er aktien dykket til 365 kr. fra en kursdebut på 575 kr.

Det svarer til et fald på næsten 37 pct., og det vækker ikke ligefrem begejstring hos selskabets adm. direktør, Jørn Madsen, der fortsat vurderer, at et opsving i borerigmarkedet venter op forude.

"Jeg ser det som en reaktion på, at aktionærerne har set, at opsvinget ikke helt kom, som det var proklameret af nogle af spillerne i markedet," siger han og påpeger, at hele sektoren gennemsnitligt er faldet "noget mere".

"Vi ser stadig, at aktivitetsniveauet er på vej op. Aktiekursen afspejler selvfølgelig aktionærernes forventning til fremtiden, og den er jeg ikke herre over, men vi noterer den. Det er selvfølgelig trist, når vores aktionærer ser ud til at have mistet penge," siger han til Ritzau Finans under et besøg på boreriggen Maersk Invincible.

Man skal være i sektoren på den lange bane

Maersk Drilling var tidligere en del af A.P. Møller-Mærsk, men allerede i 2016 meddelte koncernen, at den havde planer om at udskille energiforretningen - heriblandt borerigselskabet.

Det førte i april i år til en selvstændig notering på den københavnske fondsbørs under navnet "The Drilling Company of 1972", og hvis man spørger Maersk Drillings topchef, har selskabet indtil videre levet op til det, aktionærerne blev stillet i udsigt.

Vi ser stadig, at aktivitetsniveauet er på vej op. Aktiekursen afspejler selvfølgelig aktionærernes forventning til fremtiden, og den er jeg ikke herre over, men vi noterer den. Det er selvfølgelig trist, når vores aktionærer ser ud til at have mistet penge

Jørn Madsen, adm. direktør i Maersk Drilling

"Det er en cyklisk aktie, og borerigsektoren er en industri, man skal være i, hvis man er der på den lange bane. Sådan er cykliske aktier af natur," siger Jørn Madsen.

"Vi kan se på, hvad vi har leveret. Da vi kom med vores tal for andet kvartal i august, havde vi leveret det, vi havde sagt, at vi ville. Vi guider også fortsat mod det, vi sagde fra starten. På den måde kan man sige, at vi fra selskabets side har bekræftet de meldinger, vi også gav tidligere," fortsætter han.

Konkurrenters aktier er faldet endnu mere

Maersk Drilling er også langt fra det eneste selskab i sektoren, der har oplevet faldende aktiekurser.

Siden starten af april, hvor det danske selskab blev selvstændigt børsnoteret, er flere konkurrerende selskaber også blevet sendt endnu mere ned på aktiemarkedet.

Norske Seadrill er i perioden faldet næsten 78 pct. på børsen i Oslo, og kursfaldet for Northern Drilling og Borr Drilling lyder på henholdsvis omkring 57 pct. og 62 pct. fra april til midten af oktober.

Samtidig er Diamond Offshore Drilling, Noble Corporation, Transocean og Valaris dykket med mellem 51 pct. og næsten 67 pct. på børsen i USA.

Et nyt hold Mærsk Drilling medarbejdere ankommer på jack-up rig'en Maersk Invincible, i midten af Nordsøen onsdag den 9. oktober 2019. De ansatte arbejder i 12-timers vagter, to uger i træk, hvorefter de så rejser hjem i fire uger. | Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Et nyt hold Mærsk Drilling medarbejdere ankommer på jack-up rig'en Maersk Invincible, i midten af Nordsøen onsdag den 9. oktober 2019. De ansatte arbejder i 12-timers vagter, to uger i træk, hvorefter de så rejser hjem i fire uger. | Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Norske Odfjell Drilling har også oplevet udsving de seneste måneder. Alligevel er aktien faldet bare 2 pct. samlet set siden starten af april.

Ifølge både ABG Sundal Collier og Kepler Cheuvreux, der følger udviklingen i sektoren, er der flere årsager til, at den generelt har oplevet modgang på aktiemarkederne de seneste måneder, på trods af at markedet samtidig viser tegn på bedring.

"Der har været noget turbulens på aktiemarkederne de seneste måneder. Aktierne i drilling-selskaberne er prægede af høj volatilitet, og derfor har vi også set nogle reaktioner i løbet af sommeren," siger Magnus Olsvik, aktieanalytiker hos Kepler Cheuvreux.

Oliepris og langsom genopretning tynger

Siden starten af april er prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, faldet med næsten 13 pct. til 58,68 dollar i midten af oktober. Siden oktober sidste år er prisen faldet omkring 25 pct.

Borerigselskaberne tjener penge på at udleje rigge og skibe til olieselskaberne, som derefter står for at hente olien op og sælge det videre.

Derfor er borerigsektoren ikke direkte afhængig af udviklingen i prisen på olie, men den spiller alligevel en vigtig rolle for både Maersk Drilling og konkurrenterne. Den påvirker nemlig efterspørgslen hos kunderne.

"Kursfaldene skyldes flere ting. Det har blandt andet betydning, hvad der sker med oliepriserne. De kollapsede sent sidste år, og selv om presset på oliepriserne ikke påvirker borerigselskaberne direkte, så kan det indikere, hvordan investeringslysten er hos olieselskaberne," siger Lukas Daul, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier.

Sektoren er på vej tilbage fra den største nedtur nogensinde. Selv om markedet har rejst sig lidt fra bundniveauet, så er rentabiliteten generelt stadig meget lav, og mange selskaber har også en del gæld

Lukas Daul, aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier

Borebranchen har været presset gennem flere år, siden et fald i olieprisen og en opbremsning i de store olieselskabers investeringslyst i 2014-2015 gav mangel på arbejde for mange borerigge.

Noget af presset er aftaget de seneste år, men nogle investorer kan være skuffede over, at genopretningen går langsommere, end de havde sat næsen op efter.

"Sektoren er på vej tilbage fra den største nedtur nogensinde. Selv om markedet har rejst sig lidt fra bundniveauet, så er rentabiliteten generelt stadig meget lav, og mange selskaber har også en del gæld. Den langsomme genopretning i markedet har fået nogle investorer i alarmberedskab," siger Lukas Daul.

Ifølge Magnus Olsvik har et øget fokus på klimaet ikke nødvendigvis spillet en rolle for de nedadgående aktiekurser hos selskaberne, men det kan få betydning for selskaber, der beskæftiger sig med olie og gas, i fremtiden.

"Energimikset vil inkludere olie og gas i flere årtier endnu, men når man ser på værdisætningen på aktiemarkedet, kan det komme til at spille en rolle. Investorerne skal nok ikke forvente, at kurserne når tilbage til den historiske værdisætning," siger han.

Mere robust finansielt end konkurrenter

Siden den selvstændige børsnotering er Maersk Drillings markedsværdi faldet til 15,2 mia. kr. fra 23,9 mia. kr. Analytikerne understreger alligevel, at det danske borerigselskab er en af de stærke i sektoren.

De fremhæver, at Maersk Drilling har en god balance, en lav gæld i industrisammenhæng, en relativt ny og moderne flåde, ligesom selskabet også står stærkt i nogle af de sundere markeder.

"Maersk Drilling er en af de store drenge i industrien. De er ledende inden for jack up-segmentet i Nordsøen, og det er en god position at være i lige nu. Maersk Drilling adskiller sig også på balancen efter udspaltningen fra Mærsk. Det har ingen tung arv fra de gamle dage, og det gør, at de står stærkt i forhold til nogle konkurrenter," siger Magnus Olsvik fra Kepler Cheuvreux, der har Maersk Drilling, Northern Drilling og Odfjell Drilling som favoritter.

En Mærsk Drilling medarbejder i Drill Room, hvor boringerne bliver udført, på jack-up rig'en Mærsk Invincible i midten af Nordsøen onsdag den 9. oktober 2019. | Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
En Mærsk Drilling medarbejder i Drill Room, hvor boringerne bliver udført, på jack-up rig'en Mærsk Invincible i midten af Nordsøen onsdag den 9. oktober 2019. | Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Hos ABG Sundal Collier kalder Lukas Daul også segmentet i Nordsøen for et "lyspunkt" i borerigmarkedet og påpeger, at dagsraterne her har nærmet sig det historiske gennemsnit.

Han fremhæver også, at Maersk Drilling også er mere robust finansielt end flere konkurrenter.

"Det er også et selskab med den stærkeste balance. Der er en god sigtbarhed, når det kommer til indtjeningen, de næste to år. Det er også et selskab, som man ved, også vil være her om fem år. Det er ikke noget, man kan sige om alle selskaberne i sektoren i de her tider," siger han.

ABG har en "hold"-anbefaling for aktien i Maersk Drilling, mens Kepler anbefaler "køb".

Onsdag eftermiddag ligger aktien 1,8 pct. lavere i 365 kr.

Maersk Drilling-topchef har ikke travlt med opkøb

Maersk Drilling samler tre områder i ét – driftsdirektør stopper 

Mere fra ShippingWatch

3i køber AMP ud af Esvagt

Kapitalfonden 3i, der ejer halvdelen af Esvagt, har aftalt med virksomhedens anden ejer, kapitalfonden AMP Capital, at overtage hele Esvagt for 268 millioner britiske pund, så 3i bliver eneejer. Handelen ventes at falde på plads i første kvartal 2022.

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Det var tid til procedure i Dan-Bunkering sagen, hvor anklageren kræver bøde- og fængelsstraf. 2022 tegner til at blive nyt hæsblæsende containerår, klima spillede afgørende rolle i Lasse Kristoffersens beslutning om jobskifte i en uge, hvor Norden lagde tørlast og tank sammen i ny struktur.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs