ShippingWatch

Dansk helikopterselskab i nyt milliontab

Det danske helikopterselskab Bel Air lander endnu et millionunderskud for andet år i træk efter tabet af vigtige kontrakter. Resultatet kaldes "utilfredsstillende".

Foto: /ritzau/Sebastian Buur Gunvald

Det danske helikopterselskab Bel Air har i 2018 for andet år i træk tabt millioner på bundlinjen, og det får ledelsen til at betegne årets resultat som "utilfredsstillende" i den netop offentliggjorte årsrapport.

Tabet lyder på 14,9 mio. kr. i 2018, mens der året inden blev tabt 15 mio. kr.

Samtidig er også bruttofortjenesten blevet markant mindre og endte i 2018 på 7,7 mio. kr. sammenlignet med 25 mio. kr. året før. Selskabet oplyser ikke sin omsætning.

Bel Air Aviations hovedaktivitet er helikopterflyvninger til platforme, rigge, skibe og vindmøller. I årets løb har der dog været mindre at lave, og det er især manglen på længerevarende faste kontrakter, der er årsagen til det utilfredsstillende resultat, lyder det i årsrapporten.

Tabte tre store kontrakter

I 2017 mistede selskabet tre store kontrakter, der i stedet gik til den belgiske konkurrent NVH Dancopter. Ifølge stifteren Susanne Hessellund svarede de til 75 pct. af helikopterselskabets omsætning.

Det var to kontrakter med henholdvis Hess og det daværende Dong, der i alt svarede til ca. 25 pct., mens den tredje kontrakt var med Maersk og svarede til ca. 50 pct. af omsætningen.

Det markerede for alvor et vendepunkt for selskabet, der i det sidste regnskabsår inden tabet af kontrakterne i 2017 havde en bruttofortjenesten på 101,5 mio. kr., mens overskuddet lå på 33,4 mio. kr.

Efter dykket besluttede topchef Susanne Hessullund at afskedige flere medarbejdere, mens en del af de resterende ansatte enten gik ned i løn eller ned i tid.

Har landet ny kontrakt

Resultatet for 2018 kaldes forventet, ligesom det fremgår af regnskabet, at det er på niveau med de meldinger, der tidligere er kommet fra selskabet. Der er i årets løb blevet tilført 10 mio. kr. til Bel Air fra selskabets moderselskab for at opretholde kapitalgrundlaget. I alt udgør egenkapital 31,7 mio. kr.

Selskabet har i årets løb arbejdet på at styrke sin kapacitet og sin position. Bel Air har således indgået en samarbejdsaftale med Era Group, der betegnes som verdens største operatør af Leonardo helikoptere.

For nylig landede Bel Air en kontrakt med olieselskabet Wintershall i Nordsøen. I den forbindelse skrev Susanne Hessellund på sin Linkedin, at det var "et af de bedste opkald, som Bel Air har fået de seneste år."

Efter tabet af de længerevarende kontrakter, har Bel Air i 2018 skaffet omsætning ved at udføre kortere kontrakter, ad-hoc flyvninger og ved at koncentrere sig om andre forretningsområder, skriver selskabet i regnskabet.

Selskabet forventer, at det kommende år byder på et markandt forbedret resultat.

Dansk helikopterselskab lander aftale i Nordsøen

Bel Air tabte millioner i 2017

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere