ShippingWatch

Pensionsselskaber løber finansiel risiko med investeringer i olie og gas

Med milliardinvesteringer i olie- og gasselskaber tager danske pensionsselskaber en finansiel risiko, fordi store dele af reserverne skal forblive i jorden, hvis Parisaftalen skal overholdes

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Chuck Bennett

Hvis Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning et stykke under to grader skal blive til virkelighed, skal store mængder af verdens kendte reserver af olie og gas aldrig hives op af jorden.

Store dele af disse reserver er i hænderne på børsnoterede selskaber, og en afdækning foretaget af Dagbladet Information viser, at de 17 største danske pensionsselskaber har aktier for over 16 milliarder kroner i disse selskaber. Det er altså selskaber, som potentielt står over for at skulle lade store andele af deres fossile reserver forblive uudnyttede, hvis ikke den globale temperatur skal stige til langt over Parisaftalens målsætninger.

Denne risiko er de bevidste om i pensionsbranchen.

"Helt generelt er der ingen tvivl om, at strandede aktiver i den fossile industri er en realitet, som vi som investorer skal tage højde for," siger Pensams investeringsdirektør Claus Jørgensen til Information og forklarer, at man er opmærksom på selskaber i porteføljen, som er "problematiske i forhold til Parisaftalens mål."

Diskussionen om risikoen for strandede aktiver i fossilselskaberne er taget til i styrke blandt de store investorer de seneste år. I en analyse fra 2018 giver tænketanken Carbon Tracker et bud på, hvilke selskaber der er i størst risiko for ikke at kunne få udnyttet deres fossile ressourcer.

Eksempelvis har ExxonMobil 40-50 procent af deres fremtidige projekter uden for et scenarie, hvor temperaturen ikke stiger mere end 1,75 grader, mens det er helt op til 60-70 procent for tjæresandsselskabet Imperial Oil. Disse selskaber skal med andre ord omstille deres forretning radikalt, hvis målene fra den globale klimaaftale bliver realiseret, forklarer Andrew Grant, analytiker i Carbon Tracker.

"Selvfølgelig kan de vælge ikke at fortsætte med disse projekter, men det betyder sandsynligvis en ret stor forandring fra deres nuværende forretningsmodel," siger han til Information.

Pensionskassen PKA var som de første i 2017 med til at udfærdige en rapport i samarbejde med Carbon Tracker for at identificere de selskaber, som var mindst i stand til at omstille sig til en fremtid med mindre efterspørgsel efter særligt olie. Arbejdet endte med, at PKA ekskluderede 35 selskaber – heriblandt russiske Gazprom og Lukoil, amerikanske EOG Resources og kinesiske Sinopec.

"Vi udelukkede de selskaber, der lå dårligst i forhold til evnen til at omstille sig og solgte dem med det samme," siger Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør i PKA, til Information.

Modsat Pensam og PKA frygter TopDanmark ikke at brænde inde med aktier. TopDanmark har pensionsbranchens største andel af investeringer i de store olieselskaber med 4,81 procent af porteføljen, men det betyder ikke, at selskabet risikerer at ende med strandede aktiver, siger Jens Langergaard, kommunikationschef i Topdanmark.

"Vi mener, at der er reserver i olieselskaber, som ikke skal udvindes. Og dette har vi med i betragtningen, når vi investerer i olieselskaber," siger han Information.

I sidste uge valgte P+, der er administrationsselskab for pensionskasserne DIP og JØP, at ekskludere blandt andet Chevron, Exxon og PetroChina fra deres investeringer. De ekskluderede selskaber er alle blandt dem, som Carbon Tracker vurderer, har markante andele af deres reserver og ressourcer uden for et 1,75 graders scenarie.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information)

Pensionskasser er parate til at skyde flere penge i shipping

Pensionskasse sortlister rederi efter beaching

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere