ShippingWatch

Subsea 7 sortlistet af afrikansk olieland

Opec-medlemmet Ækvatorialguinea har bedt olieselskaber om at opsige deres kontrakter med Subsea 7 i landet, fordi offshoreselskabet ikke overholder lovkrav om at skabe jobs og samarbejde med lokale selskaber.

Foto: Subsea 7

Subsea 7 bliver efter alt at dømme smidt ud af det centralafrikanske land og Opec-medlem Ækvatorialguinea.

I en meddelelse siger landets energiminister, at offshoreselskabet ikke lever op til et lovkrav om at skabe jobs og samarbejde med lokale selskaber. Derfor bliver det Subsea 7 nu sortlistet.

"Som minister er jeg forpligtet til at sikre, at lovene, som regulerer vores lands energisektor, bliver overholdt," udtaler energiminister Gabriel Mbaga Obiang Lima ifølge Offshore Energy Today.

Ministeren har nu bedt olieselskaber i landet, herunder Noble Energy og Exxon Mobil, om at opsige deres kontrakter med Subsea 7.

Sortlistningen sker som konsekvens af en større gennemgang af serviceselskaber i energisektoren, som har været i gang siden september. Technip og Schlumberger har også været under lup for at sikre, at de lever op til kravene om at engagere sig lokalt.

I modsætning til Subsea 7 så har de selskaber klaret frisag.

"Selskaber i oliesektoren har en forpligtelse til at holde sig inden for vores meget fleksible og pragmatiske regler om lokalt indhold, som er markedsbaserede og sikrer, at både investorer og vores borgere bliver tilgodeset. Jeg anerkender ledelsen i Schlumberger og Technip FMC for aktivt at gå i dialog med olieselskaberne og regeringen for at sikre, at bekymringer om lokalt indhold er blevet løst," udtaler energiminister Gabriel Mbaga Obiang Lima.

Subsea 7 har endnu ikke kommenteret udmeldingen. Selskabet er registeret i Luxembourg, men har hovedkvarter i London. Ifølge Offshore Energy Today skrev Subsea 7 i sit seneste kvartalsregnskab, at det har en ordrebog i Ækvatorialguinea på 120 mio. dollars.

Subsea 7 venter ingen bedring før 2020

Schlumberger får nyt milliardunderskud i Norge 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs