ShippingWatch

Tidligere Maersk-chef ny formand i Falck Safety Services

Jakob Thomasen, tidligere CEO for Maersk Oil, bliver ny bestyrelsesformand i Falck Safety Services. Selskabet blev for nylig opkøbt af kapitalfonden Polaris.

Den tidligere topchef for Maersk Oil, Jakob Thomasen, bliver ny formand for bestyrelsen i Falck Safety Services.

Selskabet, som uddanner og træner offshoremedarbejdere i sikkerhed, blev i august opkøbt af kapitalfonden Polaris Private Equity i en handel med den tidligere ejer Falck-gruppen.

Fonden har nu foretaget sin første udskiftning i ledelsen ved at indsætte Jakob Thomasen som bestyrelsesformand. Han afløser Torben Peder Korsgaard, som har siddet på posten siden 2016.

"Jakob Thomasen kommer med stor og bred international ledelseserfaring på højt niveau samt omfattende viden inden for olie- og gasindustrien samt den maritime industri, som vi vil kunne drage stor fordel af i vores videre udvikling af Falck Safety Services," udtaler partner i Polaris, Henrik Bonnerup i en meddelelse.

Formandskabet i Falck Safety Services passer perfekt ind i mine øvrige aktiviteter

Jakob Thomasen, formand, Falck Safety Services

Jakob Thomasen var CEO i Maersk Oil fra 2009 og frem til oktober 2016, hvor han gik umiddelbart efter, at Maersk-gruppen annoncerede sine planer om at udskille olieforretningen for istedet at satse på containertransport.

Siden da har han fået bestyrelsesposter i en række shipping- og olieselskaber. Det gælder blandt andet en formandspost i offshorerederiet Esvagt, mens han også er bestyrelsesmedlem i det svenske olieselskab Lundin Petroleum.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Falck Safety Services. Sikkerhed er min passion, og jeg bruger allerede meget af min tid på at arbejde med sikkerhed, hvor jeg kan gøre brug af min erfaring fra olie- og shippingindustrien. Formandskabet i Falck Safety Services passer perfekt ind i mine øvrige aktiviteter," udtaler Jakob Thomasen i meddelelsen.

Kapitalfond køber Falcks offshoreafdeling

Falcks danske offshoreselskab får svært ved at nå 2017-mål

Redningsplan for Falck Safety Services kræver højere oliepris

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere