Kværner vinder ny milliardkontrakt for Statoil

Røkke-selskabet Kværner skal efter at have indgået en kontrakt med Statoil blandt andet levere platformdækket til Johan Castberg. Kontrakten har en værdi af 3,8 mia. NOK.
"Vi er glade for, at i en branche med hård konkurrence er blevet valgt som entreprenør på et af de vigtigste projekter i det globale olie og gasmarked. Derudover er det en strategisk fordel for Kværner, at vi yderligere udvikler vores ekspertise for flydende produktionsfartøjer, da det er sandsynligt, at der er flere udviklingsprojekter, der vil bruge lignende koncepter i fremtiden," udtaler Jan Arve Haugan, der er adm. direktør i Kværner, i en pressemeddelelse.
Men når det regner på præsten, så drypper det også på degnen. Det samme gælder kontrakten, der som ringe i vandet også kaster arbejde af til Aker Solutions, der leverer nogle af modulerne. Ifølge Dagens Næringsliv skulle denne kontrakt have en værdi af 450 mio. NOK.
I pressemeddelelsen oplyser Kværner, at man igangsætter den indledende planlægning med det samme, og at fremstillingen vil begynde i fjerde kvartal af 2018. Det forventes, at det flydende produktionsfartøj, et såkaldt floating production vessel, vil være helt klar til at sejle mod oliefeltet i første kvartal af 2022.
"Dette projekt viser, at de vores forbedringer på omkostninger og produktivitet i de seneste år har styrket vores konkurrenceevne i forhold til andre selskaber. Forbedringer i industrien er også afgørende for, at Johan Castberg og andre prospekter bliver attraktive og rentable at udvikle. Denne kontrakt giver et fundament for Kværner til at fortsætte med at investere i faciliteter og vores organisation for at forbedre vores konkurrenceevne yderligere," udtaler Jan Arve Haugan i pressemeddelelsen.
Samtidig kan Kværner fortælle, at man planlægger en investering på omkring 370 mio. NOK i en opgradering af sine faciliteter i Stord. Denne opgradering skulle omfatte en ny dybhavs-kaj og en forlængelse af en kranskinne, der skulle forbedre produktiviteten i gennemførelsen af både Johan Castberg-projektet og andre lignende.
Statoil forventer, at der vil kunne indvindes mellem 450 og 650 millioner tønder olieækvivalenter fra Johan Castberg-feltet. Det færdigudbyggede felt vil bestå af 30 brønde, 10 havbundsrammer og to satelitstrukturer.
Ejerforholdene i Johan Castberg består af Statoil (operatør 50 pct.), Eni (30 pct.) og Petoro (20 pct.).
Kværner leverer fremgang på bundlinjen
Værftsgruppen Kvaerner ser lysere på fremtiden
Aker BP uddeler stor kontrakt til Kvaerner
Relaterede artikler:
Kværner leverer fremgang på bundlinjen
For abonnenter
Værftsgruppen Kvaerner ser lysere på fremtiden
For abonnenter