Gode takter i kommissorium for udredning af udenrigspolitikken

Skibsfart er Danmarks største eksporterhverv, og globalt udsyn er derfor et must, hvilket ser ud til at afspejles i regeringens kommissorium for udredningen af den danske udenrigspolitik.
Foto: Danish Maritime Days
Foto: Danish Maritime Days
AF DANMARKS REDERIFORENING

Regeringen har i dag præsenteret kommissoriet for udredningen af den danske udenrigspolitik. Udredningen skal sætte rammerne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende 10-15 år, med udgangspunkt i en aktuel udenrigs- og sikkerhedspolitisk virkelighed, der er præget af politiske og økonomiske magtforskydninger, et ændret trusselbillede og større kompleksitet.

Udenrigspolitikken har afgørende betydning for Danmarks Rederiforening. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv. Mere end 95 % af aktiviteterne er eksport, og 65 % af aktiviteterne sker uden for EU. Samlet sejlede de danske rederier mere end 200 mia. valutakroner ind til Danmark hvert år svarende til 20 % af Danmarks eksport. 

"Der er mange gode takter i regeringens udspil. Alene situationen med bådflygtninge i Middelhavet viser, at fremtidens udfordringer kræver, at der trækkes på hele den udenrigs- og sikkerhedspolitiske værktøjskasse," siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen.   

Regeringens plan blev i dag præsenteret af statsminister Lars Løkke Rasmussen i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Statsministeren siger i dag i sin kronik, at vi skal samtænke handel, udvikling og dansk erhvervslivs evner til at bidrage, og det skal ske med særligt fokus på Afrika. Afrikas aktuelle vækst er blot en af de betydelige forskydninger, som præger verdensøkonomien lige nu. En anden er afmatningen i Kinas vækst, og det er den slags geopolitiske ændringer, som den kommende udredning bør samle op på," siger Anne H. Steffensen.

I kronikken beskriver Lars Løkke Rasmussen også et ’globalt udsyn’- der handler om at se på hele verden. Også den tanke deles af Danmarks Rederiforening:

"Skibsfart er Danmarks største eksporterhverv med to ud af tre kroners omsætning udenfor EU. Derfor er globalt udsyn et must for alle i erhvervet, og vi ser frem til at bidrage efter bedste evne til det kommende arbejde," siger Anne H. Steffensen.

Det bliver Peter Taksøe-Jensen, der kommer til at lede det udenrigspolitiske udredningsarbejde, der forventes at være gennemført inden maj 2016.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også