ShippingWatch

APM Terminals investerer milliarder i Marokko

APM Terminals skal bygge og operere en ny containerterminal i den marokkanske by Tanger og vil investere 5,6 milliarder kroner i projektet, der ventes færdig i 2019, oplyser Maersks havne- og terminaloperatør. Maersk Line bliver en vigtig kunde.

Sådan kommer den nye containerterminal i Tanger til at se ud, når den står færdig i 2019. | Foto: APM Terminals

Maersks havne- og terminaloperatør APM Terminals har vundet et milliardprojekt i Marokko, hvor havneselskabet skal bygge og operere en ny containerterminal i byen Tanger, oplyser APM. I alt er der tale om en investering på 758 millioner euro svarende til 5,6 milliarder kroner.

APM Terminals opererer i forvejen en terminal i byen, Tanger Med 1 port, der har været i drift siden 2007 og som håndterede mere end 1,7 millioner tyvefodscontainere i 2015. Den nye containerterminal har en noget anden skala og ventes at kunne håndtere fem millioner tyvefodscontainere om året, når den står færdig i 2019, skriver APM Terminals, der med kontrakten skal stå for driften af terminalen de næste 30 år.

Netop Marokko og byen Tanger ligger strategisk vigtigt på den afrikanske nordvestkyst tæt på indgangen til Middelhavet og Gibraltarstrædet, hvor Middelhavet mødes med Atlanterhavet. Ifølge havneselskabet er havnen i Tanger en af de mest travle containerhavne på det afrikanske kontinent efter den egyptiske havn Port Said. Netop det afrikanske kontinent er et af de vigtige ben i APM Terminals fremtidige vækststrategi, og selskabet har flere store havneprojekter i gang i blandt andet de vestafrikanske lande Ghana og Nigeria.

Den seneste kontrakt i Marokko understreger bare APM's engagement i at investere i bedre vilkår for handel ved at udbygge de forskellige forsyningskæder i den vestlige del af Middelhavet, siger CEO Kim Fejfer i meddelelsen.

Automatiseret terminal

"Marokko og landets havnearm TMSA har støttet op om APM Terminals vision for det vestlige Middelhav. APM Terminals' Medport Tanger vil skabe vigtig innovation og fremtidig kapacitet til markedet på en af verdens mest strategiske søveje Gibraltarstrædet," siger han.

Maersk-gruppens containerrederi Maersk Line vil blive en af de vigtige kunder i den nye terminal, som bliver den første automatiske terminal i Afrika, oplyser APM Terminals.

Blandt andet vil selskabet bruge samme teknologi som i den meget omtalte terminal i Rotterdam Maasvlakte II, der åbnede i 2015. Samtidig planlægger havneoperatøren en ny organisation i Tanger med et stort antal nye job, som skal være ansvarlig for at opbygge terminalen med alt, hvad det indebærer af bygninger, udstyr til at håndtere containerne og et integreret automatisk system.

Kajen og havneområdet på de første 1200 meter er blevet opført af havnemyndighederne i Tanger, som er en del af TMSA.

Den nye terminal kommer til at indgå som en vigtigt transshipment hub i samarbejde med APM Terminals containerterminal på den spanske side af Gibraltarstrædet i Algeciras. Her håndterede havneoperatøren 3,5 millioner tyvefodscontainere i 2015 og har opgraderet kraner og infrastrukturen i havnen, så den kan håndtere de mange store containerskibe med plads til 18.000 containere og derover.

"Faciliteterne i Tanger og Algeciras har en naturlig beliggenhed som transhipment for varer, der skal transporteres på skibe til og fra Afrika fra Europa og Fjernøsten på primært shippingruter øst/vest gennem Middelhavet," skriver APM Terminals og peger på, at over 200 handelsskibe hver dag krydser Gibraltarstrædet.

Den afrikanske vækst

I 2015 leverede APM Terminals skuffende resultater på top- og bundlinje set med analytikernes øjne, og havnedivisionen navigerer ligesom andre aktører i containerindustrien i svært marked, hvor containerrederierne er pressede af lave fragtrater. Derfor skal væksten i selskabet også ske kontrolleret, har Kim Fejfer tidligere understreget.

En del af de mange milliarder, som Maersk-gruppens havneselskab ventes at investere det kommende årti, vil blive placeret i Afrika. Ledelsen i APM Terminals har ikke lagt skjul på, at udviklingslande, herunder Afrika, er et godt sted at lægge fremtidige investeringer, og i dag er havneforretningen til stede i ti forskellige lande i Afrika.

APM Terminals' ambitioner intakte efter svært år 

APM Terminals gennemfører milliardopkøb 

Havnedivisionen skuffer på top- og bundlinje 

 

Mere fra ShippingWatch

Her er Martin Fruergaards strategi som ny CEO for Pacific Basin

Martin Fruergaard har fremlagt sine vigtigste strategipunkter i sin første offentlige optræden som ny CEO for Hongkong-baserede Pacific Basin. Rederiet leverer samtidig et usædvanligt stærkt halvårsresultat under en optur for tørlastmarked, som vurderes kun at være startet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs