Port of Virginia slår månedsrekord

Havneterminalen i Port of Virginia, som APM Terminals tidligere har budt på, klarer sig godt uden hjælp fra det danske konglomerat. I juli håndterede man i havneterminalen over 200.000 teu, og dermed slog man den næsten seks år gamle månedsrekord.
"Det er første gang i vores historie, at vi overstiger 200.000 teu på en enkelt måned," siger Rodney W. Oliver, der er midlertidig adm. direktør for Virginia Port Authority og fortsætter:
"Den rekordhøje containervolumen markerer også, at vi har haft den bedste start på regnskabsåret i hele havnens historie."
Terminalarbejderne flyttede i juli 205.137 teu, hvilket er en forøgelse på 13,7 procent i forhold til samme måned i 2012. Port of Virginia har sammenlagt håndteret 1,25 mio. teu i år, hvilket er 7,2 procent over sidste år.
Importmængden blev opgjort til 98.774 teu, mens de eksporterede containere udgjorde 106.363 teu i juli, skriver havnen på sin blog.
APM Terminals forsøgte i foråret at få den private drift af den vigtige amerikanske havn, og selvom APM Terminals var parat til at lægge 20 mia. kroner, så lykkedes det ikke at få kontrakten i hus.
I halvandet år op til afslaget diskuterede politikere, hundredvis af havnerelaterede virksomheder og borgere privatiseringen af Port of Virginia efter buddet fra APM Terminals. Men man valgte til sidst at droppe en privatisering af havnen.
APM Terminals' bud strakte sig over de næste 48 år, hvor Maersk-selskabet ville overtage driften af hele havnen, inklusiv en containerterminal, APM Terminals selv har bygget.
Port of Virginia er USA's sjette største havn og den tredje største på østkysten og med naturlig og tilstrækkelig vanddybde, der gør det muligt for de helt store containerskibe at anløbe havnen. Havnen er beskrevet som det største aktiv i delstaten Virginia, og den beskæftiger samlet omkring 340.000 mennesker.
Virginias guvernør genovervejer salg af havn til APM
Relaterede artikler:
APM Terminals: Vi er ledende
For abonnenter