Mærsk anklages for spionage mod tillidsfolk

Sådan lyder anklagerne fra havnearbejdernes forbund på den amerikanske vestkyst, ILWU, skriver Fagbladet 3F.
Den danske koncerns havneselskab, APM Terminals, afviser beskyldningerne.
Aflytningen er ifølge forbundet en af grundene til, at APM Terminals i Los Angeles har været ramt af en otte dages strejke, der sluttede onsdag morgen.
"APM Terminals indrømmede for nylig over for fagforeningen, at selskabets chefer i hemmelighed har aflyttet og udspioneret interne faglige diskussioner," siger Ray Familathe, næstformand i ILWU ifølge Fagbladet 3F.
Det benægter John Ochs, chef for labour relations i APM Terminals.
"APM Terminals har ikke indrømmet at have overvåget fortrolige samtaler mellem faglige ledere, og vi ville aldrig tolerere sådan en handling," siger John Ochs.
Ifølge John Ochs er en medarbejder hos APM Terminals sendt på ferie, mens sagen bliver efterforsket.
Strejken i Los Angeles lammede i alt syv containerterminaler i landets to største havne, Port of Los Angeles og LA Beach.
De to havne står for 40 procent af landets container-import, og konflikten vurderes at have kostet det amerikanske samfund op mod en milliard dollar (5,7 milliarder kroner) om dagen.
Derfor krævede en række erhvervsledere tirsdag, at præsident Barack Obama skred ind og sikrede, at havnene åbnede igen.
RITZAU FINANS
Relaterede artikler:
Fagforening anklager APM Terminals for aflytning
For abonnenter