ShippingWatch

Maersk i stormvejr om milliard-tilbud i Virginia

APM Terminals var tilsyneladende helt tæt på en kæmpekontrakt på op til fire mia. USD for at drive den strategisk vigtige Port of Virginia i USA. Men så blev fristen for bud udskudt, konkurrenter rejste sagen politisk, og medier kritiserer hele den højspændte proces for lukkethed og favorisering af Maersk.

For få måneder siden lignede det en næsten færdig aftale i Norfolk Virginia for A.P. Møller - Mærsks voksende havneforretning APM Terminals med buddet på tæt ved fire mia. USD for at drive Port of Virginia. Et trafikalt og strategisk vigtigt knudepunkt på den amerikanske østkyst. Men siden har konkurrenter til Maersk Line over for lokale politikere og den amerikanske transportminister Sean Connaughton kritiseret forløbet og advaret om mulige konsekvenser, hvis APM Terminals som en del af Maersk-konglomeratet får kontrol med havnen.

Også lokale medier har kritiseret manglen på gennemsigtighed i forløbet. Særligt i lyset af, at Port of Virginia med over 400 virksomheder tilknyttet havnen er et af regionens vigtigste aktiver, og kampen for at overtage driften af havnen har nu fået en betydelig offentlig bevågenhed, der har nået Washington D.C. og lagt pres på såvel den amerikanske transportminister som lokale politikere på et tidspunkt, hvor amerikanerne befinder sig i et valgår.

Deadline udsat

Efter at have modtaget buddet fra APM Terminals i maj forlængede Virginias Port Authority fristen for konkurrerende bud med 45 dage.

"45 dage er en umulig tidsramme at arbejde med, når der skal udarbejdes et konkurrerende tilbud i en kompleks handel. De forudsigelige protester, som tvang embedsmænd til at udsætte deadlinen til 13. august er fortsat ikke lang tid i forhold til de måneder,  APM formentlig har brugt på at udarbejde sit tilbud," skrev avisen Daily Press onsdag. Samme dag som avisen kunne afsløre den ene af de hidtil hemmeligholdte konkurrerende budgivere på havnen, den amerikanske kapitalfond Carlyle Group.

Forhastet proces

Avisen undrer sig ligeledes over, at transportmyndighederne har haft så travlt med at haste en beslutning om en privatisering af Port of Virginia igennem:

"Kombineret med manglen på gennemsigtighed kan man spørge sig selv, om Virginia virkelig opnår det bedst opnåelige resultat. McDonnell-administrationen (Virginias guvenør Bob McDonnell, red.) vil skynde sig at lave en aftale, inden delstatsforsamlingen mødes, mens man forsøger at involvere sig i processen. Det er en farlig vej i forhold til en handel, der har væsentlig betydning for vores økonomi," skriver avisen, der understreger, at udvidelsen af Panama Kanalen og andre handelsruter vil fordoble fragtmængderne i løbet af de næste 20 år.

Foto: Hanjin
Foto: Hanjin

 

"Lige fra starten har processen lignet et drømmemål til fordel for APM-kontrakten. Måske er det den bedste handel? Måske er det ikke? Under alle omstændigheder bør Virginias borgere ikke blive underlagt bedrevidende politikere, der giver os små bidder af information baseret på, hvorvidt informationen vil ”forvirre” os eller ej," skriver avisen med henvisning til forklaringer fra embedsmænd om, at navne på tilbudsgivere ikke vil blive offentliggjort, fordi det kan forvirre borgerne.

Foruden konkurrenter til Maersk Line har også The Virginia Maritime Association med 400 havne- og shippingselskaber udtrykt bekymring over, at en aftale med et privatejet selskab kan lægge bindinger på myndighederne. At der f.eks. er en risiko for, at et enkelt selskab som ejer kan vælge at flytte forretninger til andre havne, hvis det kan være til egen økonomisk fordel og uden hensyntagen til de negative konsekvenser, det måtte have for Port of Virginia.

Den voksende politiske kritik af forløbet fik for nogle måneder siden den republikanske guvenør Bob McDonnell til et nedsætte et senatsudvalg, der skal rådgive guvernøren. Udvalget blev efterfølgende kritiseret for at kun at bestå af medlemmer fra guvernørens eget politiske parti.

Medie: Kapitalfond byder på storhavn i kamp mod Maersk  

APMs havneaktiviteter skal levere en større del af overskuddet 

APM Terminals-chef: Vi vil vokse i hele Amerika 

Maersk Lines toprival opponerer mod havnekøb 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs