To af de toneangivende amerikanske tankrederier, Diamond S og OSG, har trukket de skibe ud, som rederierne ellers havde placeret i løbet af 2015 i den Maersk-ledede pool, Handytankers.

Det bekræfter Maersk Tankers over for ShippingWatch, efter at forlydender om beslutningen har floreret, uden at nogle dog har lagt navn til oplysningen. Tabet af skibene i Handytankers, et af verdens største pool-samarbejder, ærgrer Maersk Tankers, som har store ambitioner om at få de pools, rederiet står i spidsen for, til at vokse.

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at Diamond og OSG har valgt at forlade vores pool. Det skyldes, at vi i begyndelsen af 2015 valgte at indgå TC-ud aftaler til på det tidspunkt rigtig fordelagtige rater. Imidlertid steg raterne yderligere, hvilket kortvarigt har gjort det mindre attraktivt at være i vores pool. Vi har nu, som mange af vores konkurrenter, valgt at satse mere på spot-markedet – ikke mindst da vi som led i vores strategi har udviklet nogle stærke analytiske værktøjer, som giver os en god indsigt i udviklingen i raterne, og hvor det geografisk er mest optimalt at være. Med vores prognoser og analyser har vi nu nogle stærke værktøjer til at navigere i spotmarkedet," siger Christian Ingerslev, Head of Third Party Services i Maersk Tankers, i en kommentar til ShippingWatch.

Diamond S Shipping, der kontrolleres af kapitalfondsinvestoren Wilbur Ross, placerede otte af sine skibe i Maersk Tankers pool for Handysize i september sidste år. Tilsvarende skulle amerikanske Scorpio Tankers, der ejer verdens største flåde af nye øko-skibe, drive otte af Diamonds MR-skibe. Og endnu otte skibe blev lagt ind i Nordens Norient Product Pool. På den måde kunne Diamond S benchmarke resultaterne med hinanden og forholdsvis hurtigt ændre ved placeringen af skibene, hvis resultaterne manglede. Og det faldt øjensynligt ikke ud til Maersks tankrederis fordel, selvom det er mindre end et halvt år siden, at Diamond S valgte Handytankers til at drive de otte skibe.

100-150 skibe

Netop opbygningen af pools, som Maersk Tanker står i spidsen for og dermed får indtægter fra, er en af hjørnestene i den strategi, som rederiets CEO, Morten Engelstoft, fortalte ShippingWatch om i et interview i slutningen af november sidste år. Dengang lød Engelstoft optimistisk og mente, at opbygning af verdens samlede set største pool var i støbeskeen.

"Udover vores egne skibe har vi i dag 50-60 skibe i vores pools, som vi driver på vegne af andre rederier. Det giver os et management fee, ligesom der er stordriftsfordele at hente som billigere indkøb, bunkers og besparelser på andre skibsrelaterede omkostninger for eksempel havneanløb og bugsering. Vi vil gerne have det samlede antal af skibe til at vokse og gerne op mellem 100 og 150 eksterne skibe eller måske endnu mere," sagde Engelstoft og tilføjede:

"Vi kan allerede nu se, at vores tilgang til markedet gennem vores strategi har ført til flere skibe fra eksisterende kunder. Vi har også fået de første kontakter om en kommende og større pool-struktur."

CEO'ens nye strategi udgøres af tre hovedelementer: Cost leadership. Active position taking. Og endelig altså pool-delen: Third party services.

Efter at have henslæbt en tilværelse som Maersk-gruppens sorte får, fik tankrederiet et revival sidste år, som dog især har manifesteret sig i 2015. I tredje kvartal sidste år blev overskuddet 59 millioner dollars, og med de tågede udsigter for Maersk-gruppens olieselskaber og senest også containerrederiet Maersk Line, falder afkastet fra tankrederiet på et tørt sted.

Maersk Tankers vil opbygge verdens største tankpool  

Sådan vil Engelstoft slå konkurrenterne

Medie: USA-selskab lægger otte skibe i Maersk-pool  

Produkttank booster Danmark som global shippingklynge