Investorer i de største børsnoterede containerrederier havde i 2015 et negativt afkast på 22 procent, og deres udsalg af containeraktier udslettede i alt 17 milliarder dollars svarende til over 116 milliarder kroner i rederiernes samlede markedsværdi. Det konkluderer britiske Drewry i en gennemgang af de noterede containerrederier, som analysehuset dækker, og hvor blot to rederier, tyske Hapag-Lloyd og Hongkong-baserede Orient Overseas (OOIL), får positive anbefalinger.

De næsten historisk ringe markedsforhold sidste år med ekstremt lave rater og en svag efterspørgsel er fortsat ind i 2016 med dystre udsigter for resten af året, og hvor Drewry estimerer et samlet tab blandt de største noterede containerrederier på fem milliarder dollars. I den stærkt pessimistiske prognose indgår en nedjustering af containermængderne og de gennemsnitlige fragtrater med ekstra pres fra højere bunkerpriser, oplægning og flytning af tomme containere. 

Fem containerkæmper vil sætte sig på verdensmarkedet  

Forventningerne til indeværende år blev ifølge Drewry yderligere forstærket, da Maersk Line sidste efterår måtte nedjustere forventningerne til resultatet for hele 2015 og samtidig bebudede afskedigelser af 4.000 medarbejdere på grund af de forværrede markedsforhold. At nedjusteringen kommer fra industrilederen Maersk Line, der har modstået stormvejret i sektoren langt bedre end andre, vil dæmpe investorernes appetit på containeraktier yderligere, understreger Drewry.

Det er containerrederiernes fortsatte, men skadelige kapløb om ordrer på større og større skibe og deres kamp om markedsandele, der har forværret forholdene i industrien.

"Vi forventer, at operatørerne vil slås for at bevare deres markedsandele, mens deres afkast af den investerede kapital vil ligge langt under det nuværende niveau i de næste tre år," hedder det analysen, der forventer en flådevækst i år på 8,5 procent, 5,7 procent og 5,6 i henholdsvis 2017 og 2018.

Fem containerkæmper vil sætte sig på verdensmarkedet  

En række rederier, Evergreen, CMA CGM, MSC, Maersk Line China Shipping Container Lines og arabiske UASC - bestilte i 2015 yderligere en række ultrastore containerskibe.

Heller ikke den begyndende konsolidering, som flere aktører i industrien tror på og forventer, synes af have nogen effekt som franske CMA CGM's opkøb af det Singapore-baserede NOL. Heller ikke på investorernes interesse i forhold til den annoncerede kinesiske fusion af containeraktiviteterne i Cosco og China Shipping Container Lines.

Uanset en reduktion i antallet af rederier, forventes en yderligere konsolidering ikke på nogen måde at begrænse den samlede kapacitetet i sektoren, selv om der bliver færre aktører i markedet.

Drewrys containeranalyse bygger grundlæggende på fortsat svag vækst i verdenshandlen med et vedvarende fald i fragtraterne, der rammer rederiernes balancer. Forhold, der ikke bidrager til at løfte de lave aktiekurser.

Blot to rederier, Orient Overseas og Hapag-Lloyd, vurderes som attraktive aktier, der er undervurderet trods vanskelighederne i markedet. Den positive anbefaling af Hapag-Lloyd, hvis børsnotering sidste år var omdiskuteret blandt analytikere, skyldes de spredte aktiviteter i det tyske containerrederi, der mindsker risikoen for nedture på bestemte ruter som intra-Asien.

Maersk Line nedjusterede i oktober med 600 millioner dollars til et forventet resultat på omkring 1,6 milliarder dollars for hele 2015, og aktiekursen, hvor den pressede olieforretning også vejer tungt, var ved udgangen af 2015 blevet halveret.

Det Oslo-baserede analysehus Fearnley forventer i sit nye estimat et nettoresultat for Maersk Line på 1,75 milliarder dollars for 2015, når gruppen offentliggør årsregnskab senere i februar.

Drewry: Hapag-Lloyd er i økonomisk topform  

Fusionsparate CSCL advarer om milliardtab  

Alphaliner: Maersk Lines flåde voksede i svært marked

Ejere af containerskibe presses hårdt i 2016

OOCL hårdt ramt af ratepres i fjerde kvartal