ShippingWatch

Blue Water Shipping henter Esvagts topchef

Blue Water Shipping har fundet sin nye topchef med CEO i Esvagt, Søren Nørgaard Thomsen, efter halvandet år med stifter og ejer Kurt Skov som overgangsfigur. Det bekræfter Kurt Skov over for ShippingWatch.

Blue Water Shipping har fundet sin nye topchef i Søren Nørgaard Thomsen, der i syv år har siddet i spidsen for offshorerederiet Esvagt, skriver Jydske Vestkysten.

Ejer og stifter af Blue Water Shipping, Kurt Skov, bekræfter fredag over for ShippingWatch, at transportvirksomheden nu har fået sin nye adm. direktør på plads.

"Ud over at han jo har et kendskab til shippingbranchen, så har han med Esvagt vist, at han er en stærk og god leder, som med succes har stået for alle aspekter af forretningen i Esvagt. Det er jo den stærke gode leder, vi har behov for. Vores forretning er stor og bred og når vidt omkring. Søren har Blue Waters grundværdier og er en ordentlig mand med kant," siger Kurt Skov til ShippingWatch om den nye topchef.

Dermed kan Skov vende tilbage til rollen som arbejdende bestyrelsesformand for Blue Water Shipping, efter han i halvandet år har siddet som overgangsfigur på direktørposten. Søren Nørgaard Thomsen forlader sit nuværende job som CEO for Esvagt, der ligesom Blue Water ligger i Esbjerg.

Kurt Skov regner med, at det falder på plads inden for de kommende uger.

"Blue Water er en utrolig spændende virksomhed med en unik og stærk kultur. Det er imponerende, hvad Kurt har formået at bygge op fra bunden, og jeg ser det som en ære at få mulighed for at være med til at føre Blue Water videre. Jeg ser frem til et godt samarbejde med en masse kompetente og engagerede kolleger - og sammen skabe gode resultater. Jeg håber, jeg kan tilføre stabilitet og yderligere profitabel vækst gennem stærkt samarbejde på tværs af organisationen og medvirke til at styrke holdånden yderligere," siger Søren N. Thomsen til Jydske Vestkysten om sit nye job, som han vil tiltræde snarest muligt.

I begyndelsen af 2016 valgte daværende CEO Kim Hedegaard Sørensen at forlade Blue Water Shipping, fordi han ikke var enig med Kurt Skov om den fremtidige strategi for selskabet. Siden da har Kurt Skov selv varetaget jobbet i spidsen for transportvirksomheden med 1500 ansatte verden over på 60 kontorer.

Indtjening under pres

Blue Water Shippings indtjening har de sidste par år været under pres. Koncernen fik et beskedent overskud før skat på 10,4 mio. kroner i 2016 efter et underskud året før.

Blue Water Shipping skriver i en pressemeddelse fredag, at koncernen er vokset markant på aktiviteter, omsætning og antal medarbejdere de seneste år, men at bundlinjen de sidste to år været meget beskeden på grund af store investeringer i ny terminal i Taulov, nye it-systemer samt ekspansion i Norden. Desuden har den lave oliepris påvirket aktivitetsniveauet og indtjeningen.

"En af de primære opgaver lige nu er at sikre optimal effekt af vores meget store investeringer i terminal, IT-systemer samt en række organisationsændringer. Dette arbejde vil også påvirke resultatet for indeværende år. Til gengæld ser vi positivt frem mod 2018, hvor vi for alvor tager hul på og vil se indtægter fra vores kæmpeprojekter i Kazakhstan, hvor vi de kommende år har kontrakter til en samlet værdi på omkring fem mia. kroner," siger Kurt Skov.

"Jeg var ikke helt tilfreds, så jeg tog et år mere"

Blue Water sikrer sig trecifret mio-kontrakt

Blue Water Shipping vinder ny milliardkontrakt i Kazakhstan

Forsiden lige nu

Her er ugens bedste historier fra ShippingWatch

Monjasa-retssagen rullede videre, mens tre store danske rederier aflagde regnskab, Torm annoncerede ansøgning om børsnotering i New York, og regeringen kom med vækstpakke i løbet af ugen. Alt sammen noget, der blev til overskrifter på ShippingWatch.

Seneste Leverandører

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere