Hyundai Heavy Industries og Samsung Heavy Industries – to af Sydkoreas og verdens største skibsværfter – ventes at opleve et stigende antal ordrer i andet halvår.

Samsung Heavy er angiveligt på vej til at lande en aftale på 1,5 mia. dollars med SeaOne om at bygge 12 pramme til transport af gas, siger kilder fra branchen til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Hvis aftalen falder på plads vil Samsung Heavy sandsynligvis nå samlede ordrer for 6,2 mia. dollars i 2017.

Samtidig ser Hyundai Heavy ud til at sikre sig ordrer for i alt 2,7 mia. dollars i den nærmeste fremtid.

"Der er tegn på, at efterspørgslen på tørlastskibe og containerskibe vil stige. Vi er også nødt til at se på, om stigning i nybygningspriser vil fortsætte fremover," siger analytiker Kim Hong-kyun fra Dongbu Securities til Yonhap.

Største ordrebøger

Sydkoreas tre største værfter ligger i toppen af den globale ordrebog med det største antal nye skibe på tegnebrættet.

Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering har en ordrebog på 88 skibe, svarende til i alt 6,26 bruttotons, viste tal fra Clarksons Research i slutningen af juni.

Derefter kommer Hyundai Heavy's værft i Ulsan med 65 skibe for 3,33 bruttotons og Samsung Heavy i Geoje med 60 skibe for 3,20 bruttotons i ordrebogen.

De tre selskaber ser dermed ud til at være på vej tilbage på rette spor efter flere år præget af en mangel på ordrer og store underskud.

Sydkoreas værfter holder førerposition på global ordrebog  

Samsung Heavy vinder milliardordre fra italiensk selskab  

Stigende optimisme blandt Sydkoreas storværfter