Det kriseramte skibsværft Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering kan blive solgt til en af sine konkurrenter til næste år.

DSME er lige nu på vej til at modtage sin anden redningspakke inden for kort tid, som i praksis vil betyde, at staten overtager kontrollen med værftet via bankerne Korea Development Bank og Export-Import Bank.

Men allerede i 2018 kan værftet få nye ejere, skriver Business Korea.

En talsmand for landets finanstilsyn fortalte onsdag, at staten arbejder på en model, hvor et af de to andre storværfter i Sydkorea, Hyundai Heavy Industries og Samsung Heavy Industries, fusionerer med DSME.

"Vi vil finde en ny ejer til DSME via opkøb eller fusioner. I den proces vil vi diskutere flere planer, inklusiv en løsning hvor industrien går fra et system med tre store aktører til to store aktører," sagde Lim Jong-ryong, formand for Financial Services Commission, på et pressemøde.

Sydkorea har de seneste dage fået stor kritik for redningspakken til DSME. Kritiske røster i både Japan og Europa mener, at der tale om en unfair statsstøtte, som holder hånden under et urentabelt selskab.

Redningspakken betyder blandt andet, at DSME får nye lån for 2,5 mia. dollars fra de statsejede banker. De private banker og obligationsejerne skal desuden gå med til at bytte gæld i samme størrelsesorden til aktiekapital i værftet.

EU klager over Sydkoreas støtte til DSME-værftet

Verdens største skibsværft overlever

Kreditorer strides i slutspil om Maersks foretrukne værft