Hyundai Heavy Industries har afsat et beløb på i alt 3,14 mia. dollars til at styrke forskning og udvikling i værftets fire enheder over de næste fem år.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Hyundai Heavy Industries har været hårdt presset i løbet af de seneste par år, hvor den sydkoreanske værftsindustri har lidt under en dalende ordreindgang især på grund af krisen i offshoreindustrien. Men værftet ser sig altså alligevel i stand til at se fremad.

Aktionærerne i Hyundai Heavy Industries godkendte i februar en plan for en opsplitning af værftsgruppen i fire enheder, som er skibsbygning, elektronik, udstyr til konstruktion og robotteknologi.

"Hver forretningsenhed vil tage et spring frem mod at blive en førende spiller i hvert segment," har Kwon Oh-gap, viceformand for Huyndai Heavy Industries, tidligere udtalt.

Opsplitningen betyder også, at HHI forventer vækst i de forskellige segmenter, og alene i skibsbygningsdelen forventer værftet, at væksten i salget vil stige med 35 pct. frem mod 2021.

I midten af marts meldte HHI ud, at omsætningen i forretningsenheden for skibsbygning forventes at stige til 20 billioner won (17,5 mia. dollars) i 2021, mens driftsindtægterne forventes at være på 2 billioner won (1,7 mia. dollars). Det skal sammenlignes med 14,9 billioner won (13 mia. dollars) i omsætning i 2016 og 105 mia. won (916,2 mio. dollars) i driftsindtægter.

Hyundai Heavy tror på stor salgsvækst i 2021  

Sydkoreansk storværft får grønt lys til opsplitning  

Hyundai Heavys ansatte strejker fra torsdag