Den sydkoreanske regering forventes ifølge Business Korea at ville skyde op til 3 trillioner won (2,6 mia. dollars) i kriseramte Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME).

Den nye støtte vil sandsynligvis blive tilført i forbindelse med et program for gældsafvikling, og ifølge det koreanske medie vil regeringen og kreditorerne - blandt andre i form af Korea Development Bank (KDB) - gøre planen offentlig 23. marts.

Ifølge statsejede KDB, som er skibsbyggerens største kreditor, vurderes DSME at have behov for mellem to og tre trillioner won i kapitaltilskud i løbet af andet halvår af i år og første halvdel af 2018, hvor en del obligationslån har udløb. 

DSME er netop kommet med regnskabstal onsdag i denne uge. Her udgjorde salgsindtægterne 12,7 trillioner won (11,1 mia. dollars) og nettotabet landede på 2,7 trillioner won (2,3 mia. dollars). 2016 er dermed det fjerde år i streg med tab.

Tilbage i oktober 2015 blev der også skudt penge ind i det kriseramte selskab. Da udgjorde beløbet 4,2 trillioner won (3,6 mia. dollars).

Netop KDB har tabt stort på krisen i den sydkoreanske shippingsektor. Sidste år kostede krisen banken 4,8 mia. dollars, hvilket især kom fra nedskrivninger på DSME, mens udlån til det kollapsede Hanjin Shipping og værftet STX Offshore & Shipbuilding også havde en negativ indflydelse.

Bank har tabt 4,8 mia dollars på krisen i Sydkorea

DSME lander årets første ordre

Gældspost presser koreansk kæmpeværft