Opdateret 08:26 med detaljer fra regnskabet offentliggjort af Viking

For de fleste selskaber i offshoreindustrien var 2015 et virkelig hårdt år. Udviklingen ser dog samlet set ikke ud til at gøre ondt hos Viking Life-Saving Equipment, der netop har præsenteret sit hidtil bedste regnskab, skriver Børsen. Salget af redningsflåder til blandt andet olieplatforme går som aldrig før, og i 2015 fik selskabet en omsætning på 1,9 milliarder kroner og et overskud før skat på 201 millioner kroner. I 2014 landede omsætningen på 1,7 milliarder kroner, mens resultatet før skat endte på 184 millioner kroner.

Det betyder dog ikke, at Viking ikke kan mærke nedturen på offshoremarkedet, hvor salget er faldet, forklarer topchef Henrik Uhd Christensen til Børsen.

"Vi har haft nedgang på offshoreområdet, men forcen ved Vikings forretningsmodel er vores brede fundament, hvor vi er stærke inden for flere maritime segmenter og over en stor geografisk spilleflade," siger han.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

For det kommende år har Viking en ambition om at nå en omsætning på over to milliarder kroner. Offshore kommer dog ikke til at trække udviklingen, hvor selskabet forventer endnu et fald. Sidste år blev flere redningsflåder leveret til offshoreindustrien. De var dog bestilt under andre forhold i industrien, hvor olierprisen var højere, og derfor er der ikke mange af den slags ordrer tilbage i 2016.

Ikke kun offshoremarkedet var klemt i 2015, det samme gjaldt passagerskibsmarkedet, som er et andet ben i Vikings forretning. De lave brændstofpriser ser dog ud til at have taget det værste af krisen, og segmentet ser ud til at klare sig bedre, noterer Henrik Uhd Christensen i en meddelelse om regnskabet.

Endnu mere svært

Ifølge topchefen vil 2016 og 2017 blive endnu mere udfordrende end det forgangne år.

"(...) vi befinder os på markeder, der er inde i en brydningsfase, både når det gælder offshore og varetransport med skib. Derfor forudser vi på kort sigt lavere vækstrater, men til gengæld accelereret vækst fra slutningen af 2017, både drevet af en mere gunstig markedsudvikling og af nye lovkrav inden for maritimt sikkerhedsudstyr," siger han.

"Vi er fortrøstningsfulde, når det gælder fremtiden. I forhold til fragtskibsmarkedet og offshore er vi positioneret optimalt i forhold til at understøtte kunderne frem mod bedre tider, og passagerskibsmarkedet er allerede i fremgang. På de indre linjer fortsætter vi de senere års indsatser for at effektivisere alle processer, og det vil både komme kunderne og Viking til gode."

Viking starter joint-venture i Sydkorea  

Viking køber Maersk-leverandør  

Krisen i offshoreindustrien trykker Viking