12.000 ansatte på det koreanske værft DSME står til at miste jobbet, fortæller CEO Jung Sung-leep på en pressekonference i hovedstaden Seoul torsdag, skriver The Korea Herald. Frem mod 2019 skal arbejdsstyrken på værftet reduceres til 30.000, forklarede han.

"Vi planlægger at reducere antallet af ansatte til samme niveau som i 2009 og 2010, da effektiviteten blandt de ansatte var på sit højeste," siger han ifølge The Korea Herald.

I de gyldne tider havde verdens andetstørste værft netop 30.000 ansatte, inklusiv leverandører, og et årligt salg på 12 billioner won svarende til ni milliarder dollars. Til sammenligning er arbejdsstyrken i dag vokset til omkring 42.000, mens værfter verden over kæmper for hver eneste ordre, og især nedturen i offshoresektoren har gjort indhug hos DSME i 2015, hvor værftet fik et underskud på 4,26 milliarder dollars.

Afskedigelserne vil dog ikke ske fra den ene dag til den anden, men løbene de næste år. Og topchefen er sikker på, at værftet vil stå bedre efter første kvartal i år med en forventning om et driftsoverskud på 415 millioner dollars.

"Recessionen i industrien for offshoreanlæg var den største faktor bag tabet på 5,5 billioner won sidste år," sagde han.

"Men vi forventer at levere ni offshoreanlæg i år, selv om der måske kommer nogle bump i processen."

Samtidig pegede han på, at usikkerhed i forhold til projekter i den maritime industri og vindenergi næsten er forsvundet.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

I efteråret sagde en af værftets store kreditorer, den statsejede koreanske udviklingsbank KDB, god for at komme værftet til undsætning. Men der fulgte visse krav med. Undsætningen bestod af fire billioner won, svarende til 23,9 milliarder kroner og et krav om opbakning fra værftets ansattes fagforeninger. Blandt andet, at Daewoos medarbejdere fraskrev sig retten til at strejke, og at lønningerne blev fastfrosset:

"Det sker på trods af, at selskabet har gennemført normaliseringsprocedurer tidligere, og at fagforeningen viste støtte ved at hæve arbejdernes produktivitet. Der er ingen præcedens for, at kreditorerne kræver lønfrysninger, og at arbejderne fraskriver sig strejkeretten. Vi kan ikke acceptere dette," sagde fagforeningens leder af planlægning, Cho Hyun-woo, i en erklæring udsendt den 23. oktober 2015.

Koreas værftskæmpe får milliardunderskud  

Nul ordrer til de koreanske værftskæmper i januar  

Samsung Heavy Industries i kæmpeminus i 2015