2015 blev et rekordår for verdens største forsyningsvirksomhed Wrist Ship Supply. For sjette år i træk er det lykkes selskabet i Nørresundby at hæve omsætningen, denne gang til 3,7 milliarder kroner, hvilket er ti procent mere end de 3,3 milliarder kroner i 2014, som indtil nu har været selskabets bedste år.

Resultatet landede på et overskud på 105 millioner kroner, hvilket er lidt lavere end de 130 millioner i 2014, hvor 33 millioner kroner kom fra salget af et varehus i Singapore.

"Vi har haft et rigtigt godt år – trods udfordringer på offshore-markedet, hvor vi er hårdt ramt af det dalende aktivitetsniveau. Vores omsætning på offshore er faldet 12 procent, men vi er til gengæld vækstet 5 procent på det større ship supply segment – også større end markedsvæksten, hvilket betyder, at vi har taget markedsandele," siger CEO i Wrist, Robert Kledal i regnskabsmeddelelsen.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Investeringer er et af nøgleordene for Wrist og er også en af årsagerne til væksten sidste år, fremgår det. I 2015 har Wrist investeret i både organisationen og den fysiske infrastruktur. Samtidig har Wrist været aktiv på opkøbsfronten det seneste stykke tid, hvor selskabet har fået flere aftaler i land. Senest med købet af britiske Garrets, som ifølge Kledal er et relativt stort opkøb i branchen.

"Der er ingen tvivl om, at vores kunder vil stå over for endnu hårdt år, men vi forventer stadig generelle forbedringer for Wrist i 2016. Det skyldes ikke mindst opkøbet af Garrets i januar i år, som også har styrket vores forretning, når det kommer til levering af management services," siger han.

Wrist købte i maj 2015 det Aberdeen-baserede North Sea Stores og i oktober hollandske Den Helder, der begge har bidraget til omsætning og indtjening i 2015, men i begrænset omfang. Væksten er derfor primært organisk, forklarer selskabet.

"Vi har i 2015 investeret yderligere i vores infrastruktur og i forbedrede logistikfaciliteter i Spanien, Skotland og i US Gulf. Samtidig har vi fortsat vores investeringer i såvel systemer som driftsmateriel – og der vil komme yderligere investeringer i 2016," fastslår CEO'en.

Ligeledes sidste år ansatte selskabet den tidligere APM Terminals direktør Martin Gaard Christiansen som ny Executive Vice President, der med base i Singapore har direktionsansvar for udviklingen af det asiatiske marked.

"Asien er klart det marked, der vækster mest, og hvor vi hidtil har stået svagest. Vi er meget veludviklede i Europa og Nordamerika – og nu vil vi stå tilsvarende stærkt i Asien. I 2015 intensiverede vi vores aktiviteter inden for leveringer til nybygninger i Kina, og det marked, forventer vi, vil accelerere yderligere i 2016, hvor vi også etablerer et egentligt salgskontor i Kina særligt målrettet nybygningsmarkedet," påpeger Kledal.

Wrist lander endnu et opkøb på få måneder  

Wrist Ship Supply gearer vækstplan op i Asien  

Wrist opkøber hollandsk offshore-leverandør