På godt en måned er prisen på olie steget med godt 10 dollars, skriver Global Risk Management. Det er blandt ny data om den amerikanske økonomi, der er i overraskende god form, der får forventningerne om en højere olieefterspørgsel til at stige. Samtidig er antallet af aktive olierigge i USA faldet fra 400 til 392, og dermed er de aktive olierigge faldet 11 uger i træk og det laveste i seks år.

Mandag morgen steg olieprisen for sjette dag i træk, og det får flere analytikere til at mene, at bunden formentlig er nået. Mandagens stigning tilskrives især tegn på, at produktionen bliver beskåret med henvisning til udviklingen i netop antallet af aktive rigge.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 39,30 dollars efter en stigning på 1,5 procent. Den 20. januar drattede prisen på et tidspunkt til 28,58 dollars per tønde. Siden er olieprisen er således steget over 37 procent.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Med til at styrke olieprisen er også forlydender om, at olienationer som Saudi-Arabien og Rusland vil diskutere fastfrysning af produktionen senere på måneden.

"Rent teknisk rammer olieprisen netop nu ind i et kraftigt modstandsområde i 39,5-42,30 dollars per tønde Brent-olie. Et brud vil åbne mod 50-60 dollars, og medianestimatet blandt analytikere er 43 dollars ved årsskiftet. Der er snak og spekulation i markedet om, at de største olieproducenter inden udgangen af april kan nå til enighed om en fastfrysning af produktionen. I så fald vil det positive momentum for olieprisen fastholdes," skriver seniorøkonom ved Jyske Bank Kim Fæster i en kommentar.

I USA koster en tønde WTI mandag 36,52 dollar - en stigning på 1,7 pct.

"Vi kan nok lægge bunden bag os. På sigt vil vi se det amerikanske udbud falde," siger Ed Morse, der er analysechef for råvarer i Citigroup, til Bloomberg News.

Også Ric Spooner, analytiker ved CMC Market, mener, at olieprisen kan være på vej endnu længere op.

"Vi begynder at se den amerikanske produktionsniveau falde, og hvis det fortsætter, kan det let føre oliens momentum lidt længere," siger han til Bloomberg News.

Nordea skærer i forventningerne til olieprisen  

Rusland regner med fastfrysning af olieproduktion uden om Iran  

Enorme olielagre er Saudi-Arabiens næste udfordring