DSV-konkurrenten Kuehne + Nagel kom ud af sidste år med en nettoomsætning på 16,7 milliarder schweizerfranc mod 17,5 milliarder schweizerfranc i 2014.

Trods tilbagegangen lykkedes det dog at forbedre driftsoverskuddet (EBITDA) til 1.041 millioner schweizerfranc mod 1.005 millioner schweizerfranc i 2014. EBIT steg til 850 millioner schweizerfranc fra 819 millioner schweizerfranc.

Nettooverskuddet endte således på 679 millioner schweizerfranc mod 644 millioner schweizerfranc.

"Vi er stolte af, at vi i et udfordrende marked har været i stand til at forbedre vores profitabilitet yderligere og endnu engang opnå et nyt rekordresultat," siger Detlef Trefzger, CEO i Kuehne + Nagel, i det netop offentliggjorte regnskab.

Af regnskabet fremgår det, at logistikvirksomheden på søfragtsiden gik lidt tilbage i volumen i første halvdel af året, fordi man valgte at holde fokus på profitable forretninger. Der blev kompenseret for nedgangen i andet halvår båret af vækst i volumen i Nordamerika og intra-Asien, således at den totale fragtmængde til søs landede på 3,8 millioner teu ligesom i 2014. Nettoprofit pr. teu steg med 5,2 procent.

Logistikgiganter får store millionbøder for prisaftaler

Kuehne + Nagel trodser valutamodvind og øger bundlinjen

DSV-direktør: Søfragt bliver et hestemarked i 2016